Mislykkede ligegyldigheder på stribe

Ja, ja, det er da meget sjovt at lave en sang, der hedder Kinski Assassin og med en halvfesen Bowie-imitation synge om "blowjobs of death", og det er da også et meget finurligt lydbillede, der tegner sig på Is This The Best Spot. Meeen det lyder nu mest af alt som lejrbålsmusik, der er lavet for sjov af en flok tjaldede teenagere med puberteten i fuldt udbrud og ikke af en mand på 34 med efterhånden mange års erfaring som sangskriver.

Titelnummeret og Only In My Dreams rammer et eller andet med deres florlette popkvaliteter, og mange af de andre sange kunne beskrives som grænsekrydsende og opfindsomme, og det er de måske også. Et nummer som Driftwood virker bare enormt fortænkt, og de kvaliteter, der måtte være til stede, overskygges langt af de mange irritationsmomenter, der infiltrerer store dele af albummet. Der skal nok være mange, der falder for Ariel Pink og hans hjemsøgte gadekunst, og appellen er da helt sikkert til at få øje på – bare ikke til at føle. Et stort skridt ned ad kvalitetsstigen i forhold til den hæderlige forgænger.