Cat Power: Sun

Cat Power
Sun

Cat Power: Sun

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 04.09.2012
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Sæt dig ind i hendes historie eller lyt til de gamle plader, og det vil stå soleklart, at Chan Marshall aka Cat Power ikke ligefrem har haft det letteste sind at tumle rundt med. Det desto mere fantastisk, at hun nu synes at være vendt rundt på en pladetallerken og som 40-årig strutter af selvtillid og selvhjælpsbøger. For albummet Sun er en solstrålehistorie og et skinnede pragteksemplar på, at der ér håb forude for selv den mest fortabte sjæl. Og al den optimisme på trods af, at albummet er lavet efter et mediedækket break-up i kærlighedslivet.

Albummets 11 sange er spillet, optaget og produceret af sangerinden selv, og det er ikke så lidt af en bedrift for den tidligere så sky sangfugl, for sangene sprudler af livsbekræftende fantasi og mod. Fantasi i hendes musikalske valg, der udspiller sig som en detaljerig fest af synth, loops og programmerede beats. Ja, man kan ligefrem få sit groove på til dette album, og ikke kun, når hun rapper (ja, rapper) på 3, 6, 9 eller Peace & Love. Og modet viser sig i teksterne, der denne gang er vendt ud mod verden og forvisser om, at alles liv har op- og nedture, men at vi skal huske at rette fokusset ligeud. 

At Marshall stadig synger som en drøm er ikke overraskende, men at samtlige sange er blandt Marshalls allerbedste, er sgu noget af en bedrift. Samlingens hovedværk er dog uomtvisteligt den 11 minutter lange Nothin' But Time, en umanerligt vellykket opsang, der halvvejs igennem introducerer gæsten Iggy Pop, der kommer snigende med sit vejrbidte croon, og sammen får de to fremtryllet en øjeblikkelig gåsehuds-klassiker.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA