Bandets aktuelle inkarnation folder formatet flot ud på første udspil i fem år

At påstå, at The Savage Rose aldrig har lydt bedre, ville være urimeligt. Det forekommer dog næsten at være en underdrivelse at konstatere, at bandet er på højde med sig selv her på deres første album i fem år. Der er nemlig tale om en fyrig fortsættelse af bandets kreative genrejsning efter Thomas Koppels død med albummet Universal Daughter fra 2007, og ligesom dengang foretages et velkomment greb tilbage til en tung, psykedelisk rockmusik med et strejf af soul – som en raffineret udgave af Janis Joplins Kozmic Blues Band, kunne du sige.

Fra Soldier On The Runs ildevarslende marchtrommer til den flotte finale There's A Lovesong trakteres lytteren med en række potente soul/rock-sange, som spænder fra det primale til det pompøse. Med sædvanlig sans for de storladne, hymneagtige sange viser Annisette og kompagni for gud ved hvilken gang formatet takket være såvel en usvækket vital vokalpræstation som indsatsen fra de fortrinsvis yngre backingmusikere, herunder organisten Palle Hjorth, der som altid udfylder tjansen med forbilledlig fingerspidsfornemmelse. 

Den politisk-poetiske dagsorden er også uændret, som det fremgår af en fin genindspilning af Malcolm X-hyldesten The Messenger fra '73, som i øvrigt har været fast indslag ved koncerter gennem en årrække. Vi har kort sagt at gøre med et lykkeligt eksempel på en situation, hvor intet nyt er godt nyt – eller måske snarere: at det nye består i, at den aktuelle inkarnation af The Savage Rose er tættere sammenspillet og simpelthen bare bedre end nogensinde.