Lillepigen er blevet voksen. Men stadig følsom og søgende.

Tina Dickow har som artist alle dage været et søgende væsen, der har udfordret og presset sig selv. Det har i høj grad været brændstoffet i hendes musikalske karriere, hvor hun i dag står som en af de stærkeste og mest populære danske sangskrivere. Nu har Tina Dickow fundet et fast ståsted på Island med musikeren Helgi Jónsson, som hun danner par med. Musikalsk og privat.

Det høres tydeligt, at roen har lagt sig over Tina Dickow, og det søgende nu vender mere indad på et album, der undervejs tenderer det introverte. Den hidsige umiddelbarhed, der prægede hendes seneste regulære studiealbum Count To Ten, er afløst af en eftertænksom rummelighed i både tekst og musik. Til gengæld har udspillet mere karakter af et nødvendigt album, som det var tilfældet med den tidlige Notes.

Musikalsk giver det sig udslag i en række tætte og organiske sange, der skifter mellem det minimalistiske og mere storslåede, hvor Dickow følger op på samarbejdet med DR Radiounderholdningsorkestret. Tina Dickows sarte sange tilsat strygernes store vingesus kan dog være en blandet fornøjelse, fordi det sødladne let tager over. De er dog med til flot at lukke op for sangen The World Is Perfect. Dickows nye toneart kommer tydeligst frem i den svævende Moon To Let, der i den grad demonstrerer, at sårbarheden er intakt hos sangskriveren. Og så skal den lette og ferme popsang You Wanna Teach Me To Dance fremhæves som eksempel på Tina Dickows alsidige talent.

Where Do You Go To Disappear er på mange måder en ny begyndelse for Tina Dickow. Og det gør hun ganske godt uden helt at afstikke den nøjagtige kurs.