Elektro-kamæleonen smider det yderste lag hud og afslører et blødende hjerte for pop, der appellerer bredt

Der er noget stærkt vanedannende over førstesinglen Give Me Love på det andet album fra Birk Storm, der blev udråbt som elektropoppens nye store Wunderkind efter udgivelsen af debuten I Don't Care. Det har manden bestemt taget til sig, og det indfries langt hen ad vejen på Cameleon. Det internationale islæt, der bliver fortalt om i pressematerialet til albummet, er ikke svært at høre på produktionerne, hvor en maskinsløjfe hele tiden omgiver Storms vokal på numre som den Musti//Amin-lydende Getting By (Killa Bee), samt Diamonds og Heartbeat – ikke ulig meget af den amerikanske rap/sang/r&b-hybrid, der hersker lige nu.

Heldigvis er produktionerne mere rytmisk orienterede end så meget andet, og Storm formår derfor albummet igennem at videreformidle minimum én melodistrofe per nummer, der ikke vil ud af bevidstheden igen – især på grund af et solidt omkvædhåndværk, hvor kun enkelte tekstbidder indimellem virker en smule for let-spiselige. Birk Storms selvsikkerhed får ham stort set i mål med Cameleon, hvor potentielle radiobaskere er i flertal.