Anmeldelse / Live / Torsdag d. 23-08-2012 kl. 11:55

Major Lazer
Store Vega, København,
onsdag d. 22. august 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Henriette Frausing

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et eksotisk beat-bibliotek væltede Vega, men manglede sammenhæng i de store linjer

Diplo vandrer hen over publikum inden i en kæmpemæssig plastikbold. Det alternative stagedive sker 15 minutter inden i sættet, mens buldrende dubstep-rytmer sætter Vegas basenheder på prøve. Stemningen og temperaturen i rummet er på middelniveau, nærmest afventende, mens majorens medbragte hype man instruerer balkonerne i, hvordan man starter en fest. Han flankeres af to dansere i army-skjorter og visuals fra bandets futuriske tegneserie-univers.  

Nostalgi og fremtidsrelevans

Diplo spiller Major Lazer-remixes, udskæringer fra egne produktioner og enkelte nostalgi-hooklines som Beastie Boys' "Intergalactic Planetary" og en opdateret version af en velkendt Snoop-lyrik – "Major Lazer is in the crip, ma', drop it like it's hot" – men langt de fleste tracks stammer utvivlsomt fra et kæmpemæssigt bibliotek af ukendte demo-beats, lokale hits fra Sao Paolo, Kingston, Mexico City og London og endnu ikke udgivet materiale, alt sammen kværnet i et stort mash-up med den krystalklare vision at presse dine lægmuskler til sit alleryderste. Mikset mellem fremtidsrelevant dubstep og genkendelighedens glæde går rent ind hos publikum.

– Smid trøjen!

"Jump, jump, jump, jump, jump, jump ,jump!" Salen har overstået den indledende se-giraffen-session og giver slip på hæmninger og pæn party-facade, da den hyperaktive hype man beordrer hele slænget til at smide trøjen. Det kræver lige en ekstra opfordring, men så forvandles gulvet også til et beigefarvet inferno af våd hud og T-shirts, der svinges over hovedet. Vi får lov ganske kort at nippe til melodien fra "Get Free" oven på et underlag af skrigende synthesizere, inden tracket afløses af det næste bas-slag i ansigtet. Beyoncé-beatet i sin originale form, "Pon De Floor", antænder endnu en gang massen, som på nuværende tidspunkt har produceret en hede, der ville gøre en finsk vinterbader misundelig.

Intensiteten koster

Efter en time med trøjen over hovedet i den lyslevende massegrav til et fuldfedt mix af dubstep, dancehall og techno fremstår sættet pludselig mere insisterende end involverende. Det smager lidt af, at opfindsomheden i sættets udvikling ikke står mål med den aggressivitet, de enkelte tracks lægger for dagen. Et så konstant in-your-face-agtigt miks, hvor numrene ikke får lov at køre mere end 0:30-1:30 minutter hver, tvinger umiddelbar intensitet ind i enhver danseglad abekat; men muligvis på bekostning af den dragende, konstant opmærksomme trance, som musikalske opbygninger over længere perioder kan indlejre publikum i. Det bliver også ensformigt at køre 130 i timen i en time.

Fartblind luftskubber

Det er samtidig en genrespecifik attitude til dj-sæt, at der spilles kompromisløst, umiddelbart og med alle knapper skruet om på 11. Jeg mener derfor ikke, man kan sige, at Diplo bare lirede showet af på rutinen, for der var flere steder, hvor umiddelbarheden i mikset af totalt obskure tracks fra alverdens hemmelige ghettomiljøer løftede publikum ud i ren eufori, men manglen på makrobevægelser i sættet gjorde, at han til sidst endte med at fremstå som en fartblind luftskubber. Det er samtidig køligt gjort, uden hensyntagen til smagsdommeri, og sættet fremstår i det perspektiv tro mod sin primære målsætning: Festen!