Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 24-08-2012 kl. 02:40

The Coronas
Tønder Festival 2012, Telt 1,
torsdag d. 23. august 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Bo Petersen
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Når powerpop er en hædersbetegnelse

Arkivfoto

De ligner lige nøjagtig det, de er: en flok gamle skolekammerater som godt kan lide at spille musik - og som for ikke så forfærdelig længe siden har fundet ud af, at de faktisk også er temmelig gode til det. Dublin-bandet The Coronas med den både charmerende og særdeles velsyngende Danny O'Reilly i front har dog allerede tre album på samvittigheden og er bare et af de yngre navne som i år er hentet ind fra udkanten af, hvad der traditionelt har været festivalens musikalske profil.

Det tynder gevaldigt ud i teltet, efter at højenergiske skotske Skerryvore har underholdt, men det forhindrer ikke The Coronas i en halv time senere at indfri de forventninger, man med rette har kunnet nære oven på bandets seneste album "Closer to You", hvorfra langt hovedparten af aftenens materiale da også er hentet. 

Holdindsats

Et band, som har en udgivelse med titlen "Tony Was an Ex-Con" på samvittigheden har allerede vakt undertegnedes sympati. Men det mest bemærkelsesværdige i aften er faktisk, hvor mange af sangene fra det herhjemme ganske ukendte band der er regulære ørehængere - det er hverken stor lyrik eller raktervidenskab, men The Coronas demonstrerer en faktisk temmelig sjælden flair for den Gode Sang.

At der i høj grad er tale om en holdindsats og ikke en sangskriver med backingband fornemmes tydeligt - eksempelvis er begavede basforløb bærende i flere sange, herunder den fine titelsang fra det seneste album, som i aften falder hen mod slutningen af sættet.

Da har vi forlængst fået ikke mindre iørefaldende indslag som "Dreamin' Again" og "Blind Will Lead the Blind", mens en fin coverversion af Lionel Richies "Hello" (Reilly: "Kan I lide Lionel Richie?.....nå, det er vist et lidt blandet svar!") lurer lige om hjørnet.

Ved siden af taler en flok damer om, hvor godt den unge mand dog synger - og selvom det kan forekomme ironisk at de næsten overdøver ham med deres snak, har de fulstændig ret. Reilly er en fin sanger med sin karakteristiske irske diktion, og i øvrigt også en vindende og veloplagt scenepersonlighed, som formentlig har genereret mere end éen våd plet i trussen i aften.

Potent pubstemning

Titelnummeret fra debuten synges delvist på irsk og er samtidig et udmærket akustisk afbræk fra et generelt temmelig hårdt pumpet modus. Det er dog ikke desto mindre netop kombinationen af gode popsange og en hård kant - bluesrockeren "What You Think You Know" er eksempelvis glimrende i aften - som er med til at skabe en fin dynamik: der er rigeligt med iørefaldende åh-åh-omkvæd med fællessangspotentiale og ægte irsk pubstemning til at gøre alle glade, men samtidig tilstrækkeligt med smæk for skillingen til at det ikke bliver tandløst og inferiørt. 

The Coronas er hverken på plade eller på scenen i aften nogen decideret åbenbaring. Men de er et bundsolidt poprock-band med adskillige gode sange og som sådan slet ikke nogen dum booking fra festivalens side - og de kunne utvivlsomt også lave en fest på Vega i København eller århusianske Train. For som O'Reilly siger inden bandet kaster sig ud i "Addicted to Progress"s effektive genbrug af rundgangen fra Dylans "All Along the Watchtower": "Vi ved godt, at det her er en folkemusik-festival....men, hey, alle kan lide at danse!".

Og hvad var det så med ham Tony, der var tidligere straffet? Jo, han var såmænd en skingrende sindssyg buschauffør, som engang var ved at slå bandet ihjel ved at køre med slukkede lygter i den forkerte vejbane et sted uden for New York City.

Følg Tønder Festival 2012 tryk på hjertet

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.