Baltimore-kunstner Dan Deacon leverer et tveægget album om de amerikanske rødder

Dan Deacons foregående album, Bromst, var et forsøg på at ramme en albumtitel uden konnotationer. Det er noget anderledes med opfølgeren America, der vil kaste betydeligt flere sammenhænge af sig i lytterens hoved. Deacon beskriver albummet som en rejse over hjemlandet og alle de modsætningsforhold, der befinder sig i et land som det amerikanske.

Musikalsk er America et rytmisk fikseret album, der læner sig op ad Animal Collectives rytmiske repetition og Fuck Buttons' elektroniske støjmasse – men med en konstant inddragelse af diverse organiske-instrumentale og klassiske bidrag. På første halvdel af albummet er der smukke støjende indslag som Guilford Avenue Bridge, hvor voldsom rytmik og karaktermæssigt omskiftelige arpeggios skaber variationen. Sidste halvdel af America er en sammenhængende mere klassisk orienteret sag over fire numre, hvor det amerikanske tema billedligt bliver fortolket både svævende intimt og med de massive sletters skjulte vildskab.

Dan Deacon leverer overordnet to veludførte og eksperimenterende halvdele på America, der dog står en kende for meget ud i forhold hinanden og til albummets ønskede sammenhængskraft, hvor den fine USA-seance med fordel kunne være kogt ned på en udgivelse for sig selv.