Anmeldelse / Live / Lørdag d. 25-08-2012 kl. 16:25

Richie Hawtin
Strøm Festival, Enghaveparken,
fredag d. 24. august 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Henriette Frausing

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Minimalistisk maskinmester i tæt kontrolleret techno-sæt

Efter en hel dags elektronikmusik lukker den canadisk-amerikanske techno-guru Strøm Festival fredag. Området foran den oppustelige scene, i øvrigt venligst udlånt af Roskilde Festival, er spækket med feststemte mennesker fulde af forventning og alkohol. Den lumre luft summer af snakkesalighed, imens lyskegler roligt fejer hen over de snakkende hoveder. Richie Hawtin kigger ud fra scenens side og går målrettet mod pulten med pladespillere, computer og mikser, kigger op en enkelt gang, og så ned igen.

Minimalistisk groove-struktur

Højfrekvente hihats og hviskende shakers sættes øjeblikkeligt i gang, og snakken erstattes af mængdens velkomstbrøl. Den basløse intro har allerede sat gang i bevægelser hos publikum, mens løftede hænder og skæret fra de svævende LCD-skærme ligger som nålehoveder over en dansende nålepude. Bas! Beatet sætter sig igennem, lige på og hårdt, og mængden er moden til det. Det er et ukompliceret groove med bastoner på off-beatet og en hul, tør stortromme. Loops afløses af nye loops med enkelte ændringer i groove-strukturen – som fx en basrytme, der efter nogle minutter flytter sig en smule. Eller en serie dynamiske håndklap, der introduceres, mens beatet filtreres ud og flytter opmærksomheden hen på variationen, inden det igen sættes ind parallelt med åbne hihats og en enkelt sinus-tone på hvert andet taktslag. Det minimalt, og det er meningen.

Sjældne variationer gør indtryk

En times sæt er ikke længe for en dj, og måske udfordrende når man også skal tilfredsstille publikums længsel efter dagens dramatiske sidste-akt. Men Richie Hawtin leverer lige præcis den mængde musikalske information, der skal til for at holde festen kørende. Der er ingen avantgarde-eskapader udi alternative forsøg eller øre-provokerende lydeksperimenter. Der er er bare beatet og den evigt fremad-skubbende groove-struktur, hvor de sjældne, underspillede variationer effektfuldt gør krav på opmærksomheden – netop fordi de er så sjældne.

Lydmæssig demi-Gud

Lydbilledet væves sammen af væveren, som ligner en dybt koncentreret håndværker, der har øjet og hjernen med helt ind i hver enkelt detalje. Der høres ingen overgange mellem numre, ingen pludselige stemningsskift og ingen pift eller fingre i vejret hos lydsmeden. Hele udtrykket, personligheden, ligger i lyden. I en ren og fuldstændig afbalanceret lyd. Hvert element og frekvensområde er afstemt i en sådan grad, at det lyder som én produktion. Selv de bittesmå volume-forskelle mellem tracks og tools, som høres i stort set alle dj-sæt, og som det menneskelige øre er enormt følsomt over for, er nærmest helt udryddet og faciliterer oplevelsen af en uforstyrret trance.

Savner en afstikker

Det melodiløse technosæt fremstod i sidste ende en anelse generisk. Enkelte afstikkere i form af en akkordprogression, en samplet vokalmelodi eller en på anden måde tonal udfoldelse, som ville have sat minimalismen i perspektiv, kunne have hævet sættet fra en bastung maskinsekvensering til et nuanceret indblik i, hvad en af verdens førende musikalske minimalister rent faktisk formår. Den efterfølgende Minus-showcase (Richie Hawtins label) på Culture Box ville med sikkerhed have tilfredsstillet denne længsel.