Leonard Cohen: Rosenborg Excerserplads, København

Leonard Cohen, Rosenborg Excerserplads, København

Leonard Cohen: Rosenborg Excerserplads, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Ad hele tre omgange besøgte i dag 77-årige Cohen Danmark på sin omfattende comebackturné fra 2008-10, men at dømme efter fremmødet på lokaliteten hvor Cohen også optrådte i sommeren 2008 er interessen for at opleve den store sangskriver stadig massiv. Og det selvom Cohen i aften er i byen med et show, som i meget vid udstrækning ligner de foregående koncerter.

Kun fem numre fra januars "Old Ideas" har fundet vej til aftenens sætliste, hvor de til gengæld så også fremstår som... nej, højdepunkter er noget sludder, for der er praktisk talt ikke andet over de tre timer eksklusiv pause, Cohen og hans omfattende og glimrende backingband folder sig ud i den københavnske sensommeraften.

Velspillende vælde

Det er gamle makkere som guitarist Mitch Watkins og bassisten Roscoe Beck, som også fungerer som kapelmester for det excellente ensemble. Med er naturligvis også den nære samarbejdspartner Sharon Robinson, som har været en central medspiller på de senere album og da også får lov at tage leadvokalen i "Alexandra Leaving" på egen hånd, efter at Cohen selv har reciiteret nogle linjer fra teksten. 

Hertil kommer den underskønne britiske sangduo The Webb Sisters, der fremtræder som de sødmefulde nådenssøstre, som Cohen engang sang om på sin allerførste plade, foruden den spanske strengeekvilibrist Javier Más i en central rolle.

Et eminent hold, som i al sin velspillende vælde næsten får lytteren til at glemme, hvad det hele handler om: krise, sammenbrud, desillusion og død. Her hvor den første euforiske glæde over overhovedet at få lov at opleve Cohen på en scene har lagt sig, kan man passende koncentrere sig om sangforedragene og lyrikken, som er uden mange sidestykker i populærkulturen.

Og man skal ikke lade sig narre af de floromvundne formuleringer og formfuldendte metaforer: det er sorte sager, det hér. Også teksterne fra den nye plade, som er et monument over eksistentiel utilpassethed snarere end en "bare" en poetisk patriarks afrunding og gøren status: "I've got no future / I know my days are few / The present's not that pleasant / Just a lot of things to do", som det tørt konstateres" i "The Darkness"; en af de nye sange vi får i flot og levende levering i aften.

Mørket 

"Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen... lad os håbe det bliver snart. Men i fald det ikke gør, vil vi give alt hvad vi har i aften", siger Cohen tidligt i sættet. Han har sagt det før ved andre lejligheder, men sandsynligheden for at det vitterligt er sidste gang i aften vi får ham at se er større end nogensinde, og hvad vigtigere er: selve præstationen får en til at tro ham.

Godt en time inde i koncerten lyder det grangiveligt som om, at en konfus Cohen skal til at slutte i utide, idet han takker folk for at være kommet og oven i købet være blevet i den silende regn, og folk kigger spørgende på hinanden.

Men nej, der er såmænd bare mandens forbilledlige høflighed, der igen er på spil - eller måske er det en markering af afslutningen på en ikke fuldt forløst første time, ligesom på sidste turné åbnet af "Various Positions"-skæringen "Dance Me to the End of Love" efterfulgt af titelsangen fra "The Future". Naturligvis ikke mindre end glimrende, men det er da mørket sænker sig over over pladsen, at der for alvor sker noget, og herfra bliver det kun bedre og bedre.

Der leges med linjerne, så det i "Waiting for the Miracle" kommer til at hedde "there ain't no entertainment and the critics are severe". Cohen selv fuldt fokuseret, ofte knælende på det arabiske tæppe på scenegulvet i inderlig levering af den mesterlige lyrik, andre steder ydmygt trædende i baggrunden når bandmedlemmerne på skift brillerer.

Overraskende højdepunkter 

"Jeg hader at se sangere med solbriller, så jeg beklager, men jeg kan ikke se a damn thing" undskylder Leonard, da han efter den indlagte pause skal give "Tower of Song" med egen indlagt og mildest talt minimalistisk keyboardsolo. Da folk høfligt klapper ad hans udfoldelser på tangenterne siger han med pokerfjæs: "You ain't heard nothing yet!".

Det bliver sande ord, om ikke om klaverbokseren Cohen så om koncerten som helhed. Som nævnt står sangene fra det nye album - blandt andre "The Darkness", "Banjo", "Different Sides" og en sitrende "Come Healing" - smukt i aften, men herudover er højdepunkterne faktisk i flere tilfælde lettere uventede.

De mest fortættede stunder i aften bliver således faktisk ikke under leveringerne af de adskillige klassikere, men derimod i mindre oplagte indslag som "Heart with No Companion" og "Night Comes On" med Cohen selv på guitar; begge iøvrigt fra "Various Positions" (1985). Og er den ikke just et kunstnerisk klimaks, er inklusionen af The Drifters "Save the Last Dance for Me" stadig et fint indslag, idet de banale linjer indgydes ny tyngde i den 77-åriges levering.

Atter har kong Cohen foretaget en række poetiske tværsnit direkte ned i tvivlen og smerten – ikke for at dyrke den, blot for at konstatere og dissekere den. Og igen har han gjort det med en sublim skønhed, som gør det klart i smertelig grad, hvilken i enhver forstand stor stemme, som muligvis er i gang med sidste runde i manegen. Sublimt.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA