Anmeldelse / Live / Mandag d. 27-08-2012 kl. 14:50

Metallica
Rogers Arena, Vancover,
fredag d. 24. august 2012

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		6 stjerner
Læserne		4,33 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Metallica gør status – dvd-optagelse i topform

Arkivfoto

Tilbage i de tidlige 1990'ere udsendte Metallica et par dokumentar-dvd'er (eller videobånd, som det jo var) med titlen A Year and A Half in the Life of Metallica – optagelser der viste indspilningerne af The Black Album og den efterfølgende tour. Her, tyve år efter, kan den San Francisco-baserede gruppe igen se tilbage på et ekstremt travlt sidste halvandet år.

I oktober 2011 udgav Metallica albummet Lulu i samarbejde med Lou Reed, et album der både delte anmeldere og fans. To måneder senere spillede bandet fire koncerter på fire dage på spillestedet The Fillmore i hjembyen San Francisco – en koncertrække, der symboliserede gruppens 30 års jubilæum. Fire koncerter, hvor Ulrich og co. spillede hele bagkataloget og undervejs delte scene med deres egne idoler og forbilleder – eksempelvis danske Mercyful Fate og ikke mindst den første musikalske genforening med Dave Mustaine siden bruddet tilbage i 1980'erne.

Efterfølgende tog bandet på landevejen for at spille The Black Album (1991) – og når nu man havde øvet alt det gamle, kunne man vel lige så godt tage ud og spille det – alene i år har bandet spillet 30 koncerter fordelt over hele verden. Sidst, men ikke mindst, åbnede Metallica dørene for deres egen to dages festival, Orion, i juni – hvor, blandt andre, danske Volbeat slog vejen forbi Bader Field, Atlantic City for at spille.

Måske grundet det sidste halvandet års tæt pakkede jubilæumsprogram har Metallica valgt at udgive endnu en live/dokumentar-dvd. En dvd, hvis livemateriale er indspillet omkring tre koncerter med en specielt udvalgt sætliste, koncerter afholdt i Mexico City, Edmonton og Vancouver.

Fredag aften i Vancouver var det tid til at lægge sidste hånd på indspilningen af den kommende Metallica-film, der har fået titlen: Metalli-3D.

Metallica means business!

Koncerten var sat til at begynde klokken 19, men bandet kom ikke på scenen før klokken 21. Imens underholdt den amerikanske stand up-komiker Jim Breuer. Breuer har været en fremtrædende del af Metallica-familien gennem en længere årrække – han var også en af værterne, da bandet blev indlemmet i Rock n' Roll Hall of Fame tilbage i 2009.

Endelig gør bandet deres entre på scenen, vanen tro til Ennio Morricones The Ecstasy of Gold – fra første fløjt er det fuld fart frem. Umiddelbart er scene-opsætningen den samme, som da jeg anmeldte dem i Seattle under deres Death Magnetic-Tour for fire år siden – som aftenen skrider frem, skal det dog vise sig, at Metallica har en hel del mere at byde på denne aften i Vancouver.

Der lægges ud med Hetfields fortolkning af Moses' syn på Exodus via Creeping Death. Robert Trujillo skifter til en Rickenbacker-bas, der til forveksling ligner den, Cliff Burton brugte på indspilningen af Ride the Lightning-albummet tilbage 1984, og indleder den Hemingway-inspirerede For Whom the Bell Tolls, mens gigantiske storskærme, formet som kæmpe kister, ruller ned fra loftet. Ride the Lightning sparkes i gang, mens en kæmpe elektrisk stol fires ned fra loftet – bliver hængende over scenen og slår gnister. Fra starten af aftenens koncert er det tydeligt, at Metallica means business. One indledes med eksplosioner, skygger af bombeflyvere over scenen og 12 aflange storskærme med billeder fra Første Verdenkrigs trøstesløse skyttegrave.

Metal up your ass

Efterfølgende bevæger vi os frem til The Black Album (1991) med Wherever I May Roam og Sad But True – et album der med sine 30 millioner solgte enheder bragte Metallica ind i den musikalske mainstream tilbage i de tidlige 1990'ere. Efter et tilbageblik til 1986 via Sanitaruim (Welcome Home) befinder vi os i de sene 1980'erne. …And Justice for All, titelnummeret fra Metallicas 1988-udgivelse drøner derudad. En håndfuld scenearbejdere iført kedeldragter og hjelme gør deres entre på scenen, en kran skyder op fra gulvet, og arbejdsmændene begynder at samle en 20 meter høj statue af netop Justitia (coveret fra...And Justice for All-udgivelsen). Da bandet rammer sidste akkord i nummeret, falder den kæmpestore statue fra hinanden som eksploderede den.

Igen hopper vi tilbage i tiden via Fade to Black. Netop dette nummer må jo høre hjemme i en koncert, hvor Metallica gør status over de sidste 30 år og foreviger det på dvd. Fade to Black var sidste nummer bandet nogensinde spillede med tidligere bassist Jason Newsted ved VH1 Music Awards i 2000, men også den sang der, i bogstaveligste forstand, eksploderede i hovedet på James Hetfield under ulykken i Montreal tilbage i 1992. Selvfølgelig skal vi ikke snydes for Master of Puppets, bandets mest spillede sang live gennem tiderne - efterfulgt af åbningsnummeret fra samme udgivelse, Battery. Her skyder 12 kæmpekors op gennem gulvet og dækker det meste af scenen, meget lig albumcoveret fra Master of Puppets-udgivelsen (1986).

Mens publikum jubler over intro-riffet til Enter Sandman, begynder scenen at falde fra hinanden. Metalbjælker dingler fra loftet, lys eksploderer og en scenearbejder bæres fra scenen på en båre. Måske en smule cormy. Metallica simulerer, at deres gear er brændt sammen og må have små forstærkere på scenen – og pludselig igen er de et garageband, der genbesøger deres Thrash-rødder via Hit the Lights og Seek and Destroy fra Kill 'em All-debuten (1983). Kill 'em All skulle oprindeligt havde heddet Metal Up Your Ass. Et kæmpe toilet fires ned fra loftet, toiletsædet åbnes og en kæmpe kniv skydes op. Værsågod – Metal Up Your Ass!

Jeg har set Metallica syv gange, fordelt på tre forskellige kontinenter – men intet som i aften. Det var et fantastisk sammensat sæt, et sceneshow der må have kostet det blege, og et band i storform.

Til alle jer Metallica-fans derude: Glæd jer til udgivelsen af Metalli-3D-dvd'en.

Det var en koncert, hvor Metallica gjorde status over højdepunkterne gennem de sidste 30 år. Dog lå det meste af det valgte materiale før 1992. Kun tre numre udgivet efter The Black Album havde fundet vej til aftenens sætliste (Fuel, Cyanide og The Memory Remains). Det kan jo undre lidt, at bandet ikke selv finder hovedparten af de numre, de har skrevet de sidste 20 år, værdige til at forevige på denne jubilæums-dvd. Dog var der ikke en finger at sætte på udførelsen, indlevelsen og oplevelsen. Jeg har tidligere fået kritik for at være for fedtet med mine anmelderstjerner, men jeg har intet problem med at give Metallica seks stjerner for aftenens koncert.