Svenske tusmørkekonger besidder evnen til at gentage sig selv på en helt ny måde

Der er et eller andet ubestemmeligt ved svenske Katatonias melankolske, stemningsmættede tusmørkerock, der lindrer sindet på en måde som ikke megen anden musik gør, selvom de fleste af bandets sange minder ikke så lidt om hinanden.

Selvom pressematerialet, der ledsager Dead End Kings, lægger vægt på de mange forandringer, der er sket med Katatonias musik siden deres forrige udgivelse Night Is The New Day, er det nu lighederne med tidligere udgivelser, der træder frem på svenskernes niende studiealbum. De nærmest sukkende molmelodier. Joans Renkses enormt karismatiske stemme, der indeholder lige dele vemod og desperation. Tempoet, der sjældent viger fra det besindige og drevne.

Det skal dog ikke ligge Katatonia til last, at de på alle måder lyder som sig selv anno 2012. Bandet har skabt et unikt udtryk, og med Dead End Kings leverer de endnu et ekstremt solidt, gennemarbejdet og ganske uomgængeligt album for dem, der allerede har fået Katatonia ind under huden.