Coldplay: Parken, København

Coldplay, Parken, København

Coldplay: Parken, København

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Allerede inden koncertstart brusede Parkens 50.000 gæster i et begejstringshav, som var der scoret et afgørende landsholdsmål i en fodboldslutrunde. Man mærkede intuitivt, at aftenens koncert ville blive en stor oplevelse - og det blev det. Det største og mest kreative sansebombardement, jeg har oplevet til nogen koncert. Her var virkelig tale om et band, der ønskede at dele ud af begejstring, farver, liv og skønhed og leverede det med stålsat charme, der fik os til at tilgive Parkens uskønne betonlyd.

De to første sange, "Mylo Xyloto" og "Hurts Like Heaven", blev leveret i et berusende inferno af lys, lyd, konfetti og fyrværkeri, der fik os til at glemme alle andre storslåede koncertåbninger, og den intensitet blev stort set fastholdt gennem hele koncerten.

Inden koncerten havde vi alle fået udleveret et speciellavet armbånd. Nogle fik en hvid, andre en gul, og sådan var der fem-syv forskellige farver armbånd, som indimellem lyste i den farve under koncerten, så det skabte et betagende smukt farvespækket lyshav, der naturligvis var koordineret, så det passede perfekt sammen med musikken. Det var med til at fastholde følelsen af, at vi alle 50.000 deltog i den samme fest, og at Coldplays fire bandmedlemmer havde inviteret os alle personligt.

Kompleks og enkel

Forsanger Chris Martins smittende højintense energiniveau var i en klasse for sig. Men det stod samtidig klart, at Coldplay var et band, hvor hvert af bandets fire hjørner var uerstattelige, selvom koncerten ville have været en ganske anden uden de mange backtracks, som var en vigtig og effektfuld del af koncerten. Coldplays musik er på én gang både kompleks og enkel, og de mange af sangenes omkvæd og temaer har det med at sætte sig fast i hjernebarken og blev da også sunget lystigt i køerne på hjemvejen fra Parken.

Vi blev ganske enkelt begejstrede, når vi eksempelvis genhørte det klokkeklare guitartema fra "Yellow." Eller den nærmest magiske strygerintro til klassikeren "Viva La Vida" med "åh-åh"-stykket, som virkede som en stor dejlig fælles musikalsk orgasme hen imod slutningen af koncerten med Chris Martin liggende storsmilende på den lange scene ude blandt publikum.

Under de fem ekstranumre dukkede bandet meget overraskende op på en mikroscene nederst på plænen en efter en, hvor de dog musikalsk kom en smule til kort og ikke formåede at løfte den meget smukke "Us Against The World" op på niveau. Men tilbage på den store scene fik "Fix You" og "Every Teardrop Is A Waterfall" os effektfuldt skudt tilbage i festen, så vi alle luntede hjem med et smil plantet midt i ansigtet efter en berusende dejlig sensommerfest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA