Modigt orkester indfrier forventningerne

Der har været en speciel vibration i luften, når man har snakket om Tako Lako i de sidste år. Deres ep gav lyst til mere, og deres liveshows havde selvsagt masser af referencer til Balkanbølgen, men der var også noget andet. Noget nyt. Sådan er det fortsat med dette fine album.

Forsanger Ognjen Curcic synger fortrinsvis på engelsk, og kan minde om – af alle – en Tony Hadley fra firserbandet Spandau Ballet. Når han da ikke tager fra på numre fra sin oprindelige kultur, specielt Rupa Je Rupa, som har været et kulthit i nogle år. Men det er først og fremmest det samlede værk, der gør forskellen. Tako Lako tør være anderledes og har skabt et medrivende album, der må fortsætte deres opstigen på det internationale marked.

Det ene fede nummer afløser det andet, og vi har med et band at gøre, der har en helt egen stil – om end med en vis skæven til kollegaer som Shantel – som indebærer gyngende reggae og svimlende polkature over stok og sten.

Superskive fra de danske himmelstormere.