En af Danmarks flotteste duoer udfyldte hele scenen i Jazzhouse
Det var to af Danmarks mest markante sangere der gik på scenen i Copenhagen Jazzhouse torsdag aften med The Dark And Stormy Sessions 2012.
Dicte – med en fjern fortid i Her Personal Pain – og Claus Hempler – med en fjern fortid i Fielfraz – er begge karismatiske sangere, rutinerede sangskrivere og elegante performere. I stand til – hver for sig – at udfylde en scene – men også – sammen – egentlige betvingere af scenen og musikken. Hver for sig – og sammen – kunstnerisk nærværende og sikre i deres stil. Således også i Jazzhouse torsdag aften.
Her sang og spillede de egne og andres sange – numre med blå toner, numre med puls, numre med elegance – alle i et halvakustisk set-up. Dicte og Claus Hempler var begge udstyret med en guitar og flankeret af Mika Vandborg, ligeledes på guitar, momentvis sitar.
Ofte sang Dicte og Hempler unisont, og det fungerede eminent. For umiddelbart stod croonerens baryton og rocksangerindens insisterende feminine vokal godt til hinanden. Men hver for sig fungerede de også. Når Claus Hempler eksempelvis versionerede Bob Dylans Tombstone Blues var storheden umiddelbar.
Han og Dicte gav en smuk intimkoncert præget af kunstnerisk tyngde og afvæbnende humor. En koncert præget af melodiøs skønhed og løssluppen rytmisk energi.
Numre som Dictes Easy Elegance og Claus Hemplers Chinchilla udgjorde på en måde nogle højdeyderpunkter i en fin koncert, der til og med blev filmet af DR, og som både ender ud i en dvd og to tv-udsendelser om de to sangere og koncerten i Jazzhouse.








Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.