Nyt Veto-udspil med kølige strukturer tilført momentvist lysere anstrøg lægger sig tæt op af Troels Abrahamsens soloprojekter

Med Sinus begynder et selvproklameret nyt kapitel for kvintetten Veto. Ikke så meget fordi de udgiver en ep – de har tidligere udgivet en med I Will Not Listen i 2005. Snarere fordi de har udtalt, at denne musik bærer præg af en renselsesproces, en art ny begyndelse.

Det overordnede indtryk af ep'ens seks numre er dog ikke nye takter – snarere at stilen lægger sig tæt op ad den, som Troels Abrahamsen har forfulgt på sine soloprojekter de senere år. Lyden holder sig overordnet stadig køligt, tungsindig, om end der så afgjort også er lysere elementer end tidligere. De forfølger mere udtalt det elektroniske snarere end det rockede, og så er det djævelsk, perfektionistisk tilstøbt og computermikset, som bandet, ja især Troels Abrahamsen, er signaturkendt for.

Som tidligere er det ikke melodierne, der synes at være i centrum, det er strukturer og stemninger. På denne udgivelse rammer de stemninger ikke lige så fængende, som det lykkedes på Soulwax-inspirationen Crushing Digits eller den glimrende Everything Is Amplified, men netop som det hele kan synes mekanisk på Sinus, er der en organisk sammensmeltet bevægelse på albummet, når man fordyber sig. Som en sinuskurve af modsætninger tilført udvikling. Bowls lægger introducerende for med et touch, der vækker paralleller til Mike Sheridan. Spears udvikling er eksplosiv, nærmest med Spleen United-inspireret klimaks, mens albummets bedste nummer Show Me Where You Go har noget søgende, nærmest drømmende mørkevandring over sig. Sørg for at give Sinus tid til fordybelse. Den fortjener det.