Anmeldelse / Live / Lørdag d. 01-09-2012 kl. 18:52

Roy Rogers & The Delta Rhythm Kings
Mojo, København,
torsdag d. 30. august 2012

Anmeldt af Gudrun Hagen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Roy Rogers & The Delta Rhythm Kings fyrede op for en gedigen bluesfest med autentisk sydstatsstemning på Mojo

Roy Rogers går på scenen på slaget 19.00 med et "Good to be back in Copenhagen", pænt klædt i knappet skjorte, hat, og vest. Manden er en veletableret blues-legende, der bliver betegnet som både udøver, mentor og udvikler af den moderne slideguitar. Gennem en menneskealder har han optrådt live med sit band og alle de store koryfæer inden for blues, der er værd at nævne. Han har flere cd'er i eget navn og har bl.a. produceret den afdøde bluesgigant John Lee Hookers fire sidste album, der alle blev Grammy-nomineret.

Den i gængs forstand lidt oversete, men blandt bluesfolk særdeles velkendte Mojo Blues Bar i Løngangsstræde er derfor også tætpakket med entusiastiske og dedikerede fans. Og hvis vi lige skal dvæle lidt ved stedet (det fortjener det), så er Mojo en af den slags små old-school autentiske tidslommer med et trofast, mandsdomineret stampublikum. Det forholdsvis beskedne, slidte lokale danner rammen om en stemningsfuldhed af de sjældne og fungerer som et ægte lille reservat for livsglæde og hjertesorg. Scenen er ikke stor, men fylder ganske meget på det lille sted, hvor hver en krog er udnyttet. Det betyder lille afstand til kunstnerne, som af samme grund har ekstrem god kontakt til publikum. Som det sig hør og bør langer baren rigeligt med fadøl og Thy-pilsnere over disken, og normalt er der også temmelig tilrøget. Denne aften er der dog annonceret ikke-ryger koncert: "Af hensyn til artisten må der ikke ryges før kl. 22", lyder et lille skilt på barens fadølsanlæg.

Koncerten kan overordnet betegnes som en "Tour de blues – Roy Rogers style". Han spiller klassikere i sin helt egen stil, hvor fokus er på teknisk guitarekvilibrisme, rytme – og nok så vigtigt – improvisation og nærvær. Det er den traditionelle, klassiske Deltablues mikset med Chicago- og countryblues, der dyrkes, og den garneres undervejs med et væld af referencer til genrens folklore.

Down Home Girl starter ud med en lang jammet intro, efterfulgt af den fantastiske tekst; "Lord I swear, the perfume you wear / Is made out of turnip greens / And every time that I kiss you girl / It tastes like pork and beans". Roy mestrer lynhurtige skift mellem greb og slide, og går helt ned i det lyse register, rammer og spiller på overtonen i et move, der vel efterhånden er hans signatur-kendetegn. Et ikke ubetydelig element af imponerethed over, at det kan lade sig gøre, spiller ind sammen med den beskidte sydstatsstemning, som fylder hele det varme lokale fra start.

Knivskarp præcision

En specialbygget lille elektrisk guitar kommer frem til Baby Please Don't Go, og der leges overlegent med offbeat. Selvom bluesudtrykket virker loose og afslappet, skal man ikke tage fejl. Præcisionen sidder knivskarpt, og de tre musikere spiller helt tight sammen med et overskud, der konstant munder ud i improvisation og indbyrdes musikalske drillerier. Roy Rogers står for vokal og guitar, mens Steve Ehrmann kompetent styrer bassen. Almindeligvis ville Billy Lee Lewis sidde bag trommerne, men Roy fortæller sørgmodigt, at han er meget syg og næsten var grund til en aflysning af turnéen. I hans sted sidder en nordmand, der hedder Knud. Undertegnede fangede ikke hans efternavn, og er ikke lykkedes med at opstøve det, så lad det hermed være efterlyst. Ret bemærkelsesværdigt er det ikke ham, der holder takten koncerten igennem. Det sørger bassist og Roy selv for midt i de komplekse rytmer.

"Er der nogle Robert Johnson-fans derude?" spørger Roy et publikum, der ikke synes at bestå af andet. På hans version af Kindhearted Woman Blues er den akustiske guitar tilbage, og Roy gør meget ud af at stemme den. Nummeret stopper, før det er startet: "I can do it in that key, but I don't wanna do it in that key", griner han, og publikum elsker ham. Igen følger en lang intro, hvor Roy spiller sig ind på den stemning, han vil fange, mens trommeslager og bassist falder tilbage og støder til, når han er klar. Plektret bruges flittigt, mens han spiller med de sidste tre fingre og gerne to-tre strenge ad gangen (!) Nummeret går op i tempo, og hele rummet fyldes af den swingende dynamik. Det er en fest! For folk der ikke er så hjemme i genren kan filmene Farven Lilla (1985) og Black Snake Moan (2006) vække nogle retvisende stemningsbilleder af den svedige, beskidte stil.

Inden pausen leveres Money Maker som en hyldest til den afdøde mundharmonikamester Norton Buffalo, som Roy spillede sammen med i mange år, og Steve Ehrmann leverer den sejeste bassolo. "We're kind of in a Robert Johnson-mood" proklamerer Roy, da bandet er tilbage igen og spiller If I Had Possession Over Judgement Day. Roys klagende vokal med den fantastiske one-liner "The woman I'm loving have no right to pray" sidder lige i skabet, som man siger.

Nummeret efterfølges af Terrorplane Blues, hvor den gedigne bluesrytme raffineres af lynhurtige temposkift. På et tidspunkt ser man Roys venstre greb-arm krydse rundt om guitaren og hjælpe til med højre hånds fingerspil. Temmelig blæret. Resonanskassen på Roys guitar er af samme grund slidt, der hvor båndet rammer, og det er langt fra standard. På Stones in my Passway bygges der intenst op til storm med en dyster, inciterende taktfasthed, før det går løs, og i bandets version af Willie Dixons klassiker Built for Comfort kommer man ikke tættere på valset-boogie-woogie-stemning i blues. Føromtalte Knud leverer en trommesolo af den anden verden, før den melodiske tråd igen tages op og jammes hjem.

Sidste nummer er Robert Johnsons Cowboy Junkies som dedikeres til bandets syge trommeslager Billy Lee Lewis. Teksten får på den måde en ekstra rørende dimension: "If I send for my baby, man, and he don't come/ all the doctors in Hot Springs they sure can't help him none". Det er smukt, sørgeligt og festligt på samme tid. Hundrede mand i deres bedste alder står og klapper legenden tilbage. Han kommer alene og spiller et stille solonummer, Blind Willie Johnsons gospel-blues You're Gonna Need Somebody On Your Bond med udsøgt fingerspil.

Det er en fin gestus til slut, da klapsalverne skyller over Rogers, at han viser guitaren frem, som om det kun var den, der skulle have hele æren. Hatten af for Roy Rogers & The Delta Rhythm Kings, og husk også at tjekke Mojo Blues Bar ud snarest.