Forudsigeligheden har indhentet guldrandet sangskriver

Regnet for en af de ti bedst nulevende sangskrivere i samme liga som Dylan, McCartney og Springsteen. Det er ikke småting, som den udenlandske presse har pyntet den amerikanske sangskriver Aimee Mann med. Gennem det sidste årti har hun med personlig pragt sammensmeltet sit inderlige vemod med et guldrandet melodimateriale. Det var især med soundtracket til filmen Magnolia og det tilhørende album Barchelor No. 2 (Or the Last Remains Of The Dodo), at hun fik stillet sit skab.

Fornyelser har der været få af, og Aimee Manns ottende album Charmer indeholder ikke de store overraskelser. Forudsigeligheden er for alvor begyndt at snige sig ind i den vante sangskrivningsformel. Crazytown, Slip And Roll og Gamma Ray indeholder de samme kendetegnende melankolske vers, som bygger op til det medrivende omkvæd med de lækre guitarlicks. Det, der gennem tiden har været Manns garant for den gode popsang, er blevet til lidt for meget veltilpas komfort. Kun Disappeared og Living A Lie med The Shins James Mercer på gæstevokal gør væsen af sig på et album, hvor Aimee Mann gentager sig til en melodi, der er hørt lidt for ofte.