Mesterligt soloalbum af belgisk guitarist med jordanske, jugoslaviske rødder
Det sker, at der – ud af disen – dukker en ny stjerne op. En sådan er Karim Baggili – belgier af jordansk, jugoslavisk oprindelse. Han er født i 1976, begyndte som 16-årig at spille guitar og vandt i 2000 første prisen ved Open String Festivalen i Osnabrück i Tyskland. Siden er disen lettet fuldstændigt, og Karim Baggili fremstår i dag – med sine egne sublime kompositioner og en aldeles eminent teknik som udøvende musiker på såvel akustisk guitar som oud – som en efterspurgt, klokkeklar stjerne.
Han indtager i dag en central plads i flere belgiske verdensmusikorkestre og er et scenisk trækplaster på grund af sin publikumsvenlige optræden. Han komponerer og indspiller filmmusik i én tilsyneladende uendelig strøm, og han komponerer og indspiller sine egne projekter/album – instrumentale såvel som vokale.
Douar er et af disse – et instrumentalt soloalbum, hvorpå Karim Baggili blander flamenco, Balkanmusik, traditionel mellemøstlig musik og klassisk musik. Og lad det være sagt med det samme: Han gør det mesterligt. Douar er et nedtonet, men intenst, originalt album, der dokumenterer, at Karim Baggili er sin nyvundne stjernestatus værdig.







Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.