Velsmurt – for velsmurt – smooth- eller souljazz fra to amerikanske notabiliteter
Den amerikanske saxofonist Gerald Albright og hans landsmand, guitaristen Norman Brown, er notabiliteter, når det gælder smooth- eller souljazz, og deres nye, fælles album styrker kun den position. 24/7 er et virkelig velsmurt, glat og groovy album, som man i dén grad enten kan lade sig rive med af (eller glide af på).
Albright har spillet med navne som Quincy Jones, Whitney Houston og Phil Collins. Han har udgivet 15 album i eget navn og solgt over en million af disse, i USA alene. Især inden for genrerne pop og smooth- og souljazz.
Brown vandt for sit album Just Chillin' fra 2003 en Grammy i kategorien Best Pop Instrumental, og siden har han været en af USA's mest efterspurgte guitarister inden for genrerne pop, r&b og smooth- og souljazz. Som Albright har Brown spillet med et hav af andre musikere inden for nævnte genrer.
Med et samarbejde de to imellem skulle der altså være lagt i ovnen til noget stort. Og teknisk set er der da heller ikke noget at kritisere. Både kompositioner, arrangementer og udførelse sidder i øjet på 24/7. Men… hvor er kanten? Hvor er den påtrængende nødvendighed? 24/7 er al for velsmurt – selv om albummet f.eks. rummer en fed versionering af Brothers Johnsons klassiker fra 1976 Tomorrow. Jeg glider som lytter af på albummet.







08-09-12 19:46
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.