Anmeldelse / Live / Lørdag d. 08-09-2012 kl. 09:43

Ida Gard og Pil & Liv
Radar, Aarhus,
torsdag d. 6. september 2012

Anmeldt af Morten Ebert Larsen
Foto: Simon Skipper Christiansen, http://www.simonskipper.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den nordjyske singer-songwriter præsenterede nyt materiale i lidt ujævn koncert

Arkivfoto

Ja, jeg kan altså ikke lade være med at sammenligne. Undskyld på forhånd – og så alligevel ikke. For på den ene side er der et godt sammenligningsgrundlag, men på den anden side er to koncerter jo ikke ens. Jeg var så heldig at opleve (og anmelde) denne aftens hovednavn på årets Spot Festival, hvor hun og bandet leverede en noget nær perfekt koncert. Torsdag aften på Radar var det hele dog noget anderledes, og det blev koncerten også. Ikke kun i positiv forstand. Godt nok leverede Ida Gard og hendes trofaste band en fin, fin koncert, men den kom aldrig op og ramme førstnævnte, som var en magisk oplevelse.

Hvorfor gjorde den så ikke det? Ja, det er der vel flere grunde til. En af dem var, at de nye sange som blev præsenteret virkede decideret ufærdige. Og dem var der flere af. Vi fik i alt 11 numre i de godt 70 minutter Gard og bandet indtog scenen – og her var tre af dem spritnye. To af dem var i forhold til debutalbummet med den fantasifulde titel, "Knees, Feet & The Parts We Don't Speak Of", langt under standard. Det tredje nye nummer var helt i en anden boldgade og endte med at blive et af koncertens højdepunkter. Nå, mere om det senere.

Nervøsitet og veloplagt publikum

Debutalbummet, som jo udkom sidste år, er ganske enkelt fremragende af en første udgivelse at være, og på Radar fik vi heldigvis mange af sangene, der live får den ekstra dimension, som ikke er at finde på pladen. Bandet kom på scenen uden hovedpersonen, satte gang i første sang, hvilket blev en finurlig udgave af "You've Got Some Explaining To Do", og ind kom Ida så iført det man godt kan kalde for en kropsnær kjole. Hun virkede nervøs, og skulle lige bruge de første tre numre til at finde sig selv. De omkring 150 mennesker i det saunavarme Radar bar hende frem på hænder og fødder, og tog i den grad sangene til sig, og der blev fra første strofe både danset og sunget med. Bandet, Ida Gard har med rundt, består af Eva Skipper på bas, Jesper Bo Hansen (der ligner en ung Bob Dylan) på keys, og sidst Erik Svendsen Laustsen på trommer. Gedigent, men absolut heller ikke mere.

For meget sniksnak

Noget, der for mit vedkommende dræbte dele af koncerten var den konstante sniksnak på scenen. Det bestod for det meste af alt for lange historier fra forsangerens liv, som hun selv virkede til at have det sjovt over, men som publikum stod man lidt med hænderne i lommen. Som tidligere nævnt fik vi 11 numre. Der kunne nemt have været en to-tre stykker mere, hvis Ida Gard havde sparet på snakketøjet. Selvfølgelig klæder det koncerten med en historie ind imellem, men de fleste af hendes sange er så gode, at hun ikke behøver at skulle forsøge at sige noget sjovt før hvert nummer. Det bliver trættende i længden. Især inden de nye numre skulle vi have alenlange historier, som på mange måder virkede en kende useriøse. Nok om det.

De fleste af sangene blev fremført med en nerve, som var ekstremt tiltrækkende både at se og høre på. "My Two Feet" var fantastisk, og afslutningen med fællessang og "GPS" var lige i skabet. Og så lige tilbage til et af aftenens store højdepunkter. En af de ny sange med den ironiske titel "When Are You Gonna Come". Det var sidste nummer før ekstranumrene og høstede aftenens største bifald. Ida Gard på håndholdt mikrofon og en sang, der antydede en lille smule rock. Simpelthen fremragende.

Vi var til tider meget langt fra koncerten på Spot, men Ida Gard og bandet er velspillende, sangene er gode, og hun har publikum i sin hule hånd. Bare hun ville skrue lidt ned for charmen og snakken, og lidt op for musikken – for den er så god, at den taler for sig selv.

Support: Pil & Liv

De to søstre leverede en koncert uden liv – og med pil nedad.

Det skærer mig egentlig lidt i hjertet at skulle skrive det. For som de står der på scenen ser de jo bedårende ud, men aldrig har jeg kedet mig så meget til en koncert. Gruppen kun bestående af de to søstre spillede support for Ida Gard, som skulle optræde senere på aftenen. Koncerten varede præcis 24 minutter, og det blev en eller anden form for ørkenvandring, hvor der aldrig blev fundet vand.

De to søstre virkede en smule uoplagte, og især Pil på akustisk guitar lavede nogle små brølere ind imellem. Måske de var uoplagte, fordi de inden aftenens koncert havde spillet to gange tidligere på dagen i forbindelse med festugen. Det er svært at svare på, men der blev ikke sagt meget, og det hele var hurtigt overstået. Det at træde ind på Radar et kvarter før duoen skulle på scenen var en lidt sjov oplevelse. Det var ligesom at komme ind i en dagligstue. Flere var der ikke kommet. Der var stillet nogle få borde op, og ellers sad mange på gulvet. Der kom dog flere og flere mennesker til, da vi nærmede os koncertstart.

Søstrene kom på scenen præcis klokken 21, og efter et forsigtigt "godaften" lagde de ud med "Birds of words" fra deres første og indtil videre eneste album "Hangover". Fra dette album fik vi syv sange. Albummet er rigtig godt, men på Radar var det ene nummer mere søvndyssende end det andet, og publikum virkede også som om de var et andet sted. Der var snak rundt omkring i krogene, og nogle stod endda med ryggen til scenen. Også svære betingelser for Pil og Liv.

Nu lyder jeg meget negativ. Det ved jeg godt, men det var simpelthen sådan her jeg oplevede de 24 minutter. Hverken Pil eller Liv var specielt meget på, og de gjorde intet for at få publikum med. Et publikum, der var ret blandet aldersmæssigt, men hovedsagligt bestod af unge mennesker. Jovel, vi fik en hyggelig udgave af "7,8,9,10" og aftenens sidste sang var meget apropos "Sleep". Noget jeg var meget tæt på at gøre. Sidste nummer, som kan betegnes som et lille pophit fik også folket lidt mere på dupperne. Der er ingen tvivl om, at det er to yderst talentfulde søstre, men der manglede simpelthen et eller andet denne torsdag på Radar. Nogle trommer til at sætte gang i det. Et eller andet med noget rabalder. Stemmerne klæder hinanden. Heller ingen tvivl om det. Men 24 minutter – det var næsten for meget for mig.