Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 09-09-2012 kl. 18:15

Fatboy Slim
Tap1, København,
lørdag d. 8. september 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com
GAFFA
2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner
2 stjerner
Læserne
4,20 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De ved, hvad der er hvad, men de ved ikke, hvad der er hvad. De bryster sig bare. What the fuck?

Ovenstående linje er fra Fatboy Slim-tracket "Star 69" fra 2000. Jeg hylder sjældent ironi, men den rammende beskrivelse passer (desværre) tragisk godt på aftenens koncert. For dem, der havde forventet at opleve klassiske Fatboy Slim-hits på en perlerække, blev det en slem skuffelse. Koncert er måske så meget sagt, for der var ingen rød tråd eller sammenhæng mellem de hårdtslående dance-tracks, visuals fyldt med "lånte" logoer, grafikker og kendte ansigter og en trættende simpel opbygning fra bas til break til build-up til mere bas.

Godt nok er elektronisk musik i sit udgangspunkt loop-baseret, men en evig gentagelse af ovenstående hvert halvandet minut er efter alle målestokke kun et smalt uddrag af det, genren har at byde på. Hvem gider at spise et måltid af sukker alene? Der trawles igennem de simple virkemidler og skabes et altædende dance-monster.

Kedelige foderpiller

Enkelte omkvædslinjer fra Norman Cooks egne produktioner som "Praise You", "The Rockefeller Skank", "Right Here, Right Now" og "Fucking In Heaven" (i øvrigt alle sammen fra det banebrydende album "You've Come A Long Way Baby" fra 1998) præsenteres i nye versioner, hvor de sidste fem års fascination af fuldfede synthesizer-akkorder, skrigende filtrerede baslinjer – inspireret af acid house- og dubstep-genrene – og stortrommer, der kan rive et mellemgulv ud ved 100 dB på en eller anden måde forventes at skulle erstatte den soul'ede, støvede og organisk-elektroniske big beat-lyd, som disse omkvædslinjer blev skrevet i. Det lykkes ikke, og i stedet bliver de til små godbidder i en skål fuld af kedelige foderpiller.

Under introen bliver publikum gejlet op af et mash-up af introen til "Praise You" og "Star 69", som dog hurtigt afløses af det store dance-monster. Publikum stimler sammen, ind fra den tilstødende rygergård og fra barerne bagerst i lokalet, og forventningen mærkes i luften. Har man set Fatboy Slims seneste film "Big Beach Boutique 5", opdager man dog hurtigt, at koncertens første 20 minutter er identiske med filmens; men det er jo en turné, så fred være med det.

Hvad er meningen?

Bag scenen er der placeret en kæmpemæssig skærm, og grafikken akkompagnerer musikken synkront. Computeranimerede Fatboy Slim'er synger med og blandes i et miskmask af kontrastfarver og senere et animeret logo fra hacker-gruppen Anonymous. Det står uklart for undertegnede hvad sammenhængen mellem Anonymous og Fatboy Slim er (og det samme gælder i øvrigt en efterligning af Shepard Fairys sort-hvide OBEY-ansigt, alias OBEY-giganten, som pryder bagsiden af Cooks computer og også indgår i hans visuals).

Senere morphes der mellem ansigtsbilleder af Mad-figuren, Einstein, Napoleon Dynamite, Peter Sellers, Burt Reynolds, Che Guevara, Martin Luther King Jr., Jeff Bridges, Cook selv og mange andre. Desværre understøtter det den på dette tidspunkt stigende mistanke om, at det ikke længere nytter at lede efter en sammenhæng. For der er ingen.

Mangler den røde tråd

Under hele seancen virrer dance-monstret hovedet i vild forvirring og spyr direktionsløst om sig med overproducerede remixes og simple (gen)opbygninger til et klimaks, som ikke længere virker særlig eftertragtet. Flere og flere publikummer bevæger sig tilbage til rygergården, til garderoben og til små samtaler omkring bordene bagerst i lokalet, mens en hardcore festbande sveder videre i forvirringen. På trods af Cooks fantastiske scene-attitude og energiske overskud og indlevelse i hvert eneste bas-drop (og der er en del), fremstår det lidt som et desperat forsøg på at efterligne det, alle de smarte, 23-årige dj's spiller i Gothersgade hver weekend.

Herved forstærker Cook desværre mistanken om en mistet musikalsk integritet, og de mange lånte referencer ser måske ud af noget på overfladen, men mangler den rød-gyldne tråd. Det bliver til en generisk manipulation af kultur-produkter, som, i modsætning til kunstnerisk sampling, "har de samme fordele som tyveri over ærligt slid," som filosoffen Bertrand Russell engang formulerede det. Musik uden intentionalitet er bare kulturelt skrald.

Tip en ven
10 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Ku ikke være mere enig. Desværre en meget monoton oplevelse og en meget kedelig overraskelse. Norman viste han sig at være en 1-trick-pony og havde desværre kun 1 gear, og det var fuld smadder. Det kan mange gange være godt, men når kun spiller dutch og electro i samme skuffe, så blir det fucking kedeligt...

Men lyden var god og høj og Den Sorte Skole aldeles fremragende
1
Jeg er dybt, DYBT UENIG i denne anmeldelse og det er en skam at der beskrives en manglene musikalitet i denne anmeldelse. Enhver der har lidt indsigt i Fatboy's dj-historie(Ogaå på Big Beat Butique mixes fx) såsom fans etc., ved at han absolut IKKE spiller en perlerække af egne hits, når han DJ'er.
Han spiller meget proggresivt og bruger mange triks på scenen og smiler meget.

Fatboy Slim havde mange nye elektroniske hits med, som kun med glæde og gavn for Danmark, bliver introduceret til det danske dansegulv.
Jeg giver med glæde denne koncert 8/10 point. Kun 8 da jeg som det eneste var utilfreds med var at ikke lige kunne have kommet på scenen igen og spillet 15-20 minutter, da folk hujede i kor kaldte på ham....
0
#2: Kender du navnene på nogle af numrene fra settet?
0
Meget enig med Wiccatron.

- Han er meget "up-to-date" og helt med på den nyeste vibe, og samtidig formået at bruge gamle guldnumre. Manden er DJ for fanden, du kan ikke forvente at få spillet et set fra 1992.

Hans musikalsk er netop afspejlet i at han ikke blot er pioner inden for Big-Beat.

Der har været masser af godebider, men i form af det der er godt indenfor scenen internationalt!
0
Hans musikalsk er netop afspejlet i at han ikke blot er pioner inden for Big-Beat, men også sætter mange andre tracks ind i hans set end man ville forvente.
Musikalitet *
0
Jeg er nybegynder ud i Fatboy Slim, men jeg gik til sagen med et åbent sind. Og blev skuffet. En lang aften blev det. Faktisk var det en lydlig og visuel udgave af min forestilling om, hvordan det må være at have sex med en - lækker, bevares - mand, der er ved at OD'e på Viagra: han pumper bare derudaf i en evindelig uforløst næsten-klimaks. Pardon my French, men jeg blev øm og træt i lyttekussen, og det måtte bare gerne slutte.
0
Jeg har hørt næsten alt hvad den kære Norman Quentin Cook har rørt ved siden Housemartins, og selv om jeg var underholdt i forgårs, så blev jeg også bare lidt træt. Har tænkt en del over hvorfor hans set de sidste par år bare tonser så relativt hjernedødt derudaf. Måske er det overgangen fra vinyl til serato, visuals der skal passe på beatet, forsøg på at 'passe ind' i mainstream dj scenen, det er under alle omstændigheder mærkeligt.
Det er mærkeligt, især så 'småt' et sted som tap1, havde håbet han droppede det faste set og legede lidt mere lissom i de gode gamle dage. Måske det aflyste event på amar strand havde været mere --> http://www.youtube.com/watch?v=0GemgBAW3Gw&feature=relmfu , who knows. Vi mangler ihvertfald stadig en 6stjernet fatboy oplevelse på dansk jord.
0
Det lyder i grove træk som et repeat af hans dj-set på Orange Scene i 2004.
0
#7: Stilen har nok været den samme, men hans sets ændrer sig for hver gang. Jeg så hans DJ-set til Smukfest i 2009 og det var noget helt andet musik han spillede på Tap1. På Tap1 var der faktisk en hel del af hans eget musik mixet ind, men jeg tror ikke at anmelderen ved, hvad han skriver om. Det lyder i hvert fald ikke sådan.
0
Hvorfor er det at Gaffas anmeldere aldrig nogensinde gør deres hjemmearbejde godt nok når det kommer til elektronisk musik. Bare de første fire linier viser at "musikjournalisten" ikke kender denne kunstner. Der bedømmes generelt elektronisk musik i Gaffa som hvis en vinsmager skulle bedømme øl. Grundlaget og præmisserne er slet ikke på plads.

Log ind for at kommentere.