Roste briter forbliver i det lavmælte på udmærket toer

The xx tog scenen med en stille storm, efter udgivelsen af debuten xx i 2009. Trioen vandt efterfølgende den prestigiøse Mercury Prize for bestræbelserne, og de fandt altså hurtigt en vej til toppen af nyligt debuterende bands.

På Coexist befinder vi os i et lydligt genkendeligt rum, der er meget lig xx-pladens smukke lavmælte facon. Detaljen. Minimalismen. Produktionen. Modsætningerne: mand/kvinde, tungsind/lethed, organisk/mekanisk. På den måde giver titlen Coexist god mening. Det billedlige udtryk er brugt i højere grad, hvor hjerterytmen i Missing og Romy Madley Crofts distante og smukt panorerede vokal står i en knivskarp kontrast til Oliver Sims desperate udmeldinger. Jamie Smiths produktioner, beats og samplede loops smyger sig rundt i krogene, mens stilheden også af og til får lov at husere. Den We're New Here-lydende Chained, bassen og guitarens sameksistens på Sunset og den smukke Unfold står som albummets stærkeste skæringer.

Overordnet er Coexist et godt album. Dog har trioen ikke flyttet sig særlig meget rent lydligt, hvilket gør, at sangene momentvis får et lidt for stillestående islæt. Reunion og Tides forsvinder lidt i deres egen tilbageholdenhed, hvilket eksemplificerer, at gruppens lavmælte tilgang paradoksalt nok både er The xx' force og akilleshæl – en svær balance. Dog efterlader Coexist lytteren med en grundlæggende positiv oplevelse af et album, der er modigt stillestående, og som fastholder The xx' lydlige sans for forbilledlige repetitive musikalske observationer.