Endelig tager nogen arven op fra Holger Hiller
Når jeg anmelder demoer, plejer jeg at høre for mig, hvor jeg gætter på, at bandet gerne vil hen. Og så forholde mig til, i hvilken grad det lykkedes, og i så fald hvad man kunne gøre for at nå derhen. Jeg aner ikke, hvad solo-projektet Pilgerhertz vil, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg har aldrig hørt noget, der rigtig minder om, med dens rodede blanding af trommemaskiner, udflydende guitarer, sporadiske hooks og telefon-vokaler på syv forskellige sprog. Det nærmeste jeg kommer er Holger Hiller, som vi vel var cirka 10, der kunne lide dengang.
Der er dog noget charmerende over Franks hjælpeløshed, der transcenderer egentlig kvalitet og laver noget, jeg er nødt til at tro på er ærligt, om end virkelig sært. Men melodierne er faktisk ret gode, og det virker fint, at de kommer så sjældent. Som det er lige nu, tror jeg ikke, Frank skal sigte efter Joy Division, men gå efter mere art og færre følelser. Det fjollede og kunstneriske ligger meget mere lige for ham end det fortættede og kolde.
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.