Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 11-09-2012 kl. 01:13

Jack White
Falconer Salen, København,
mandag d. 10. september 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,88 stjerner i snit (efter 16 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Variationen lod vente på sig ved højpotent herrekoncert

Det er ikke mere end to måneder siden, 37-årige Jack White leverede en ganske overbevisende koncert på Roskilde Festival med sit både dekorative og velspillende ensemble af hvidklædte skønjomfruer og endelig bragte denne signatur nærmere på en forståelse af, hvorfor en lang række kritikere de senere år har været ude og udråbe White til noget i retning af rockmusikkens frelser.

Så vidt vil jeg ikke gå, men Roskilde-koncerten og dette års solodebut Blunderbuss cementerede ikke desto mindre indtrykket af en musiker, som faktisk formår at transformere sin evidente musikhistoriske bevidsthed til gode, enkle og effektive sange. Og som tilmed er mand for at skrue et potent riff sammen, hvilket bestemt ikke er så let som det indimellem lyder.

Som en velkommen afveksling fra den ellers fine Roskildekoncert får vi denne gang lov at opleve Whites testosteron-tropper, idet han til fra begyndelsen flankeres af en flok stilfuldt klædte herrer. Hvad der til gengæld ikke er ændret, er sættets fine sammensætning af materiale fra såvel solopladen, arbejdet med The Raconteurs og naturligvis numre fra tiden i The White Stripes, som for alvor etablerede White som den postmoderne rock'n'roller par excellence. Aftenens eventuelle svagheder ligger altså hverken i musikerskabet eller materialet, men andetsteds – mere herom senere.

Frydefuldt frenetisk

Seancen indledes stemningsfuldt af det velvalgte opvarmningsband Peggy Sue, og hvis man ikke bliver bare lidt besnæret at frontfigurens sexede Twin Peaks-femininitet vil jeg vove at rejse tvivl om ens æstetiske sans og seksuelle observans. Med masser af twang og arbitært elektrisk guitarspil i et forvrænget 50'er-univers er også det rent musikalske drama i familie med et Lynch-soundtrack, og når man ikke for alvor blæses omkuld, skyldes det formentlig selve materialet.

Man efterlades med indtrykket af et glimrende opvarmningsband, som helt i overensstemmelse med sin funktion bidrager til at sætte hovedpersonen i det rette lys – men samtidig forekommer knap interessant at lægge ører til over en hel koncert.

Inden hr. Hvid selv indfinder sig, og mens et hold af mormon-klædte (!) roadier bringer det sidste på plads, får publikum i den udsolgte Falkonersal en høflig henstilling, som mirakuløst nok faktisk efterkommes i den efterfølgende koncert: publikum opfordres til at nyde koncerten uden at være travlt optaget af at filme eller fotografere med medbragte mobiltelefoner til stor gene for dem, som står bagved.

Fænomenet har ganske rigtigt udviklet sig til en regulær pestilens de senere år, og det er meget velkomment, at musikerne nu selv begynder at forholde sig til det – først Björk via storskærme på sin seneste turné og nu altså også Jack White i en direkte opfordring.

Elektrificeret kakofoni

Lyset dæmpes omkring klokken 21.00 og en elektrificeret kakofoni fra scenen indvarsler hvad der skal vise sig at blive en mere rå og rocket affære end Roskilde-koncerten: fra start til slut indædt, indadvendt og støjende med meget få undtagelser. Sange fra såvel Blunderbuss som The White Stripes- og Raconteurs-katalogerne kastes i sømløse overgange ind i en vridemaskine, som sender frydefuldt frenetiske og forvrængede ekkoer af forgængere som Led Zeppelin og i nogen grad endda Black Sabbath.

The Raconteurs ørehænger Steady as She Goes fyres af forholdsvis tidligt i sættet, efter at vi har fået et hidtidigt højdepunkt i den countrybaserede You Know That I Know. Men ellers er det faktisk ikke så meget de enkelte sange – som da også fyres af fra hoften næsten uden stop – som det generelle indtryk af en inkarneret musikalsk smeltedigel, som imponerer: det er dybest set "bare" variationer over country og blues via halvfjerdsernes hårde rock, men det kommer ikke desto mindre til at lyde umiskendeligt som... Jack White.

Whites trick – eller æstetiske modus operandi, om du vil – er i høj grad at tage et i forvejen foreliggende formsprog og give det en så umisforståelig portion personlig kant og så meget smæk for skillingen, at man næsten glemmer, at det hele faktisk er hørt før. Måske er det netop derfor, White også i aften er meget lidt tilbøjelig til at økonomisere med sine virkemidler: der spilles som død og helvede fra start til slut, med meget lidt plads til variation.

Og netop denne mangel på nuancer trods glimrende spil fra hele holdet bliver en kende ærgerlig: White er en forrygende guitarist og en inderlig sanger, så der er strengt taget ingen grund til, at han skal lyde som om han prøver på at overdøve sig selv. Slet ikke, når sangene selv faktisk i flere tilfælde er gode nok til at kunne stå selv i et mere afmålt udtryk.

Festen forplanter sig

At det sidste er tilfældet kan først for alvor konstateres under ekstranumrene, hvor eksempelvis Pools of Brown & Sea of Red Demons fra seneste udspil løftes fri af støjen i fin, akustisk levering. Det er ikke første gang i aften, at White spiller akustisk guitar. Men der er først nu, at den længe ventede variation faktisk indtræder, inden det potente punktum sættes med Seven Nation Army.

Fra undertegnedes plads på højre balkon kan det helt konkret observeres, hvordan festen forplanter sig fysisk fra scenen og ned gennem salen ad flere omgange, mens entusiasmen forventeligt er høj på de forreste rækker hele showet igennem. Det ændrer imidlertid ikke på, at koncerten som helhed lander som mere gedigen end guddommelig, mere fuldfed end fabelagtig. Hvilket på ingen måde forhindrer, at det rent faktisk slår gnister på scenen flere gange på Frederiksberg i aften.

Og som sagt: Jack White lyder umiskendeligt som Jack White. Hvilket så igen ikke betyder, at han har genopfundet den dybe tallerken. Eller at han behøver det, for den sags skyld. I aften fremstår han meget mere som musiker end som auteur; i virkeligheden bare en fyr, som mest af alt er interesseret i at lege med sin guitar.

I forbindelse med Roskilde-koncerten rejse min gode kollega Michael Gonzalez det muligvis kontroversielle spørgsmål, om White i virkeligheden er en større guitarist end sangskriver. Efter aftenens københavnske koncert vil jeg godt vove et par skudhuller i den nålestribede og svare bekræftende på dét spørgsmål.