Postuleret potens og anstrengte attituder

Det er 35 år siden, tre afgørende medlemmer af Lynyrd Skynyrd omkom i et flystyrt, just som sydstatsrockerne havde opnået international anerkendelse med signatursange som Freebird og Sweet Home Alabama. Det forhindrer imidlertid ikke bandet i at være albumaktuelle her i 2012, hvor Gary Rossington er eneste oprindelige medlem, og forsanger stadig er Johnny Van Zant, afdøde Ronnies lillebror, som indtrådte i rollen ved gendannelsen i 1987.

Desværre er det aktuelle udspil nøjagtigt så bleg en afglans af fordums storhed, som man kunne frygte. Alle attituderne er på plads i både musikalsk og lyrisk henseende, men den riffbårne rock fremstår postuleret potent, og teksterne nærmer sig flere steder det tåkrummende.

Selvmytologiseringen sættes ind allerede med åbnings- og titelnummeret, inden Van Zant får stillet sig på den finanskriseramte arbejderklasseamerikaners side i sange som Something to Live For og Nothing Comes Easy. Det kunne for så vidt være fint nok, hvis det ikke var for debile fraser som "seems like we're taking care of everybody else / but we forgot our own". Anstrengende.