Anmeldelse / Live / Fredag d. 14-09-2012 kl. 03:03

Cirkus Fantastica
Folketeatret, København,
torsdag d. 13. september 2012

Anmeldt af Mathias Sommer
Foto: Gudmund Thai

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Sebastian er en cirkussæson, der går på hæld – ifølge ny teaterkoncert med troubadourens musik som motor

De stående ovationer er overstået, og et væld af ministre, skuespillere og prominente premieregæster forlader Folketeatrets 155 år gamle lokaler. Men iblandet den københavnske overklasse er en jysk folkeskoleklasse, der har sneget sig ind på én af balkonerne. Da denne skribent går forbi, lyder det bramfrit fra en ung pige: "Jeg fattede ikke en fløjt af det, men det var gode skuespillere." Nogen gange skal der et barn til at sige sandheden.

Denne anmeldelse begynder ved slutningen. Det samme gør Cirkus Fantastica. I bedste Christopher Nolan-stil starter teaterkoncerten med slutningen. Sfærisk sigøjnermusik strømmer ud af højttalerne, og cirkusdirektøren (Kristján Ingimarsson) siger tak for i aften og lukker sæsonen af for det lille cirkus, der danner rammen om de næste timers forestilling, Sebastians musik skal levendegøres gennem ensomme, længselsfulde cirkusartister. Sæsonen er ovre. Tilbage er tomhed og længsel.

Vi skal ikke i cirkus. Vi skal bag om cirkusset. Bag facaden, hvor masken smides og melankoli, savn og rastløshed hersker. Vinteren har ramt de fortvivlede cirkusartister, den klovnende Ole Thestrup, der finder trøst i flasken, den rastløse linedanserinde, der trynes af cirkusdirektøren, eller den frustrerede Tammi Øst, der lige som resten af flokken forbander den magtliderlige cirkusdirektør til helvede. Men spændingerne forklares ikke. Der siges ikke et ord. Den skal mærkes gennem gestikulationen og musikken som sådan.

Lidt for søvndyssende

Dét er setuppet. Ideen opstået i hovedet på Sara Grabow, der som datter af Sebastian (med det borgerlige navn Knud Grabow Christensen) kender musikken forfra, bagfra og indefra. Og Sebastian-stemningen fanges da også glimrende. Det mærkes, når Peter Belli på koncertens andet nummer skruer gevaldigt ned for "Når Lyset Bryder Frem" og i sin aldrende og let skrøbelige røst omfavner en afdæmpet udgave af klassikeren. Sara Grabow og hendes store stemme, der har Anne Dorthe Michelsen antydninger, er også med.

Den afdæmpede stil er god og eftertænksom. Men også for gennemført. Næsten søvndyssende synges sangene over en waltzende umpa-umpa bas, så de er svære at skille fra hinanden. Samtidig forsvinder historien så småt. Koreografi, scenografi, opsætning er virkelig godt tænkt, men tilsvarende fordufter den røde tråd i det her søgende univers, der på sine bedste tidspunkter har en Pink Floyd-vibe, og i sine svageste, i hvert fald på musikkens side, virker lidt uopfindsomt.

Send flere klassikere

Selv om programmet forbereder én på en Sebastian Greatest-koncert, er det primært numre fra 1979-pladen "Cirkus Fantastica", der fremføres. En glimrende plade, men måske lidt ekskluderende for de blandt publikum, der søger Sebastians allerstørste. Sebastian er et ubetinget plusord i den danske musikbevidsthed. De fleste, der er vokset op inden for dette kongeriges grænser, har følelser forbundet til vores store troubadour, der snart har malet fire årtier i sin egen skrøbelige farve. Så skal der endelig laves en forestilling med hans musik, kunne man måske have sprunget dogmet og hevet flere klassikere ind.

2. akt er mere interessant end første. Den røde tråd forsvinder aldeles, men scenerne er godt tænkt, og samspillet mellem musik og skuespilpræstationer giver store perler. Pludselig ankommer flere store tøjdyr til de skrå brædder, og der givet stor symbolværdi - noget eksistentielt og fremmedgørende, men de er svære at indpasse i fortællingen. Til gengæld leveres aftenens højdepunkt, da Tammi Øst flammende fremfører "Jennys Himmelfærd", der med dynamiske skift får salen til at juble (det sker desværre for få gange i løbet af forestillingen).

Den store finale leveres af Peter Belli, der pludselig flår Pjerrot-kostumet af og i glitrende jakkesæt stadionrocker "Måske Ku' Vi". Al mening er forsvundet, og udgangen er en egentlig rockudladning. "Vi har løbet panden mod en mur", synger han. Det er måske lige hårdt nok, men man ærgrer sig over, at der ikke kommer mere kød på såvel historie som musik. For man går fra forestillingen med en lidt for indifferent følelse. Sebastian rummer så meget, og en Sebastian-plade sidder altid i kroppen timer efter. Det er ikke tilfældet med denne teaterkoncert.

Cirkus Fantastica – Sebastian Teaterkoncert, Folketeateret, spilleperiode 13.09-20.10