The Killers har atter været på rov hos idolerne og leverer et all star-medley, der let kunne høre hjemme på en Vegas-scene

Siden deres new romantics- og post punk-inspirerede debut har habile The Killers haft travlt med at bevise, hvor dygtige de er til at lyde som deres – meget forskellige – forbilleder og inspirationskilder, og seneste skud på albumstammen er ingen undtagelse.

Den opløftende, om end noget anonyme åbner Flesh And Bone har ikke overraskende højt til loftet, så der er plads til Vegas-drengenes store armbevægelser, der udfolder sig i fuldt flor på Runaways, hvor vi møder en blanding af slut-70'ernes Springsteen og Bette Davis' Eyes i Kim Carnes' version. Inspirationen fra selvsamme Springsteen går igen flere steder på albummet både lyrisk og musikalsk, og selvom mange af sangene er rigtig gode, sidder man tilbage med en følelse af at være bedre tjent med at smide Born To Run på afspilleren.

Here With Me, der lyder som soundtracket til at make out i en drive in-biograf,  er direkte anstrengende, mens den fine From Here On Out lyder som et Tom Petty-bidrag til The Travelling Wilburys, og den storladne ballade Be Still har så lidt på spil, at selv Snow Patrol ville få flexet gaberefleksen ved en gennemlytning.

Battle Born er et alsidigt album spækket med guilty pleasures, og der er bestemt også udmærkede sange at finde på pladen, men det kunne nu være ønskværdigt at opleve The Killers træde ud af forbilledernes tydelige skygger og stå lidt på egne ben. Der er intet galt med inspiration, men det virker bare lidt ligegyldigt at planke Baba O'Riley i titelnummeret, og det kunne være rart at høre en The Killers-plade, der bare lyder som …The Killers.