Anmeldelse / Live / Søndag d. 16-09-2012 kl. 01:52

Povl Dissing
Studenterhus Aarhus,
lørdag d. 15. september 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Allan Høgholm

GAFFA		5 stjerner
Læserne		3,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fremragende fortolker i fri udfoldelse

Arkivfoto

Der er dem der siger, at Povl Dissing har en stemme, som man enten elsker eller hader. Men hvis man har prøvet at opleve kærlighed og kaos, tab og transcendens - livet, kort sagt - og så oplever Dissing på en aften som i aften, ja så synes det sgu svært ikke at blive berørt over det drama og format, der udfoldes på scenen når Dissing er allerbedst. Og det er han i aften. 

Det er en stadig vital og stadig fuldstændig fabelagtig fortolker, som i dag har valgt at rette fokus mod sin karrieres allermest frugtbare år omkring den lp, som egentlig bare hed "Dissing", men i folkemunde har heddet "Nøgne Øjne" sådan cirka siden udgivelsen i 1969. Som sådan antager koncerten også karakter af en hyldest til nyligt afdøde Laust Bengtsson, som leverede mange af de syret-poetiske og ganske glimrende tekster.

Skæv hygge

Det er først mod slutningen af aftenens seance, at Povl - eller Paulus, som han konsekvent omtaler sig selv - siger at "det er en stor sorg at tænke på, at han ikke er her mere". Men Bengtssons særlige lyriske tone står centralt i sættet i aften, side om side med Thøger Olesens mindeværdige oversættelser af amerikanaske Shel Silversteins forlæg: "25 minutter endnu", "Den grimmeste mand i byen" med videre.

"Rigtig glædelig Stakladen" (!) indleder Dissing omkring 20.30 og tilføjer om lokaliteten at "...vi har et gammelt forhold, men det er en anden historie". Og historier er der mange af i aften, hvor sangene ellers i vid udstrækning taler for sig sig selv i det eminente bands fremragende nyfortolkninger.

Dissing hygger vanen tro om publikum på sin egen skæve facon mellem numrene, men der er færre anekdoter end da han for få måneder siden stod på samme scene med materialet fra seneste studiealbum "Smertefulde sange", og karakteristisk nok afløses åbningsnummeret da også af en monolog om Bengtsson til bandets syrede underlægningsmusik.

Forbløffende format

For det er en opvisning i ikke blot solid blues og countrybåret rockmusik, men også i høj grad et frisk tag på den psykedeliske rock, der tegnede tiden omkring disse sanges tilblivelse. "Anemonesmil", "Godt nyt idag", "Jeg gør dig rig igen" og "Honningland" afløser hinanden, og man må forbløffes over bandets format, lige fra Rasmus Dissings distinkte backingvokal over Jesper Elnegårds bemærkelsesværdige trommearbejde til den mangeårige makker Las Nissens potente og smagfulde leadguitar. Foruden Rasmus Dissings habile mundharpespil og ikke mindst Palle Hjort, som i flere soloer i aften synes at overgå sit eget åbenlyse mesterskab på orglet.

"Honningland" leveres som en tung blues vævet sammen af linjer som "alting bliver varmt og rødt / vi falder dybt men blødt". Og da der i andet sæt trakteres med indslag som "Jeg er en tosset spillemand", "Den grimmeste mand i byen" (Dissing: "hvad fanden den har med mig at gøre ved jeg ikke") og endelig "25 minutter endnu" sidder med man en oplevelse af, at disse sange simpelthen aldrig har lydt bedre. 

Hertil kommer så de enkelte afstikkere til dansk folklore - en stadig gribende countryrock-version af "Lille Anna" - nyklassikeren "Svantes viser" med "Svantes lykkelige dag" og endelig Grønland med blandt andet en ruskende "Krakkemutmat blues". Her møder vi Poul Dissing som en slags dansk Johnny Cash, en amerikansk kollega som han altid har forekommet mig beslægtet med.

Rørende og rockende

Her er pondus og patos ikke noget påtaget eller postuleret, men en del af selve scenepersonligheden. Og her er formatet som fortolkere så stort, at det ikke gør nogen forskel, om det er egne eller andres sange de fremfører: det er umiskendeligt Dissing eller Cash uanset hvad. Fra Nashville til Nyhavn og fra helvede til Honningland, om du vil.

På en aften, hvor Dissing også overrasker meget glædeligt da han hiver de gamle Burning Red Ivanhoe-sager "Wallifanten" og "Tingel-tangelmanden" ud af skabet og endda præsenterer dem i flotte fortolkninger, hvor også højrehånden Jonas Dissings westernguitar får lov at komme til orde.  

"Ligner du en tudse som har drukket brændevin / så spiller jeg dig dejlig på min drømmeviolin",  synger Dissing i aften i en af de udødelige Bengtsson-tekster. På sin vis er det også netop dét, Dissing og drengene gør i aften, hvor de for en stund transcenderer tiden i en fabelagtig fremførelse af et guldrandet materiale.

Og da Rasmus Dissings flotte fortolkning af Dylans "One More Cup of Coffe" afløses af afslutningsnummeret "Snehvidekys", er det da også ubetaleligt i ordets bedste forstand. Og ligesom sammesteds i februar opleves det som et sjældent privilegium at få lov at opleve en kunstner på 74 bringe det hele hjem på så rørende og rockende vis som Dissing gør i aften. Stort.