Anmeldelse / Live / Søndag d. 16-09-2012 kl. 10:46

Laibach
Statens Museum for Kunst, København,
lørdag d. 15. september 2012

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		5,75 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Laibach i storform

+ Se hele galleriet

Det er blot et par år siden at ArtFreq sidst præsenterede slovenske Laibach i København, dengang i Marmorkirken, hvor gruppen opførte deres konceptuelle elektroniske fortolkninger af Johann Sebastian Bach. En optræden som jeg selv var betydeligt tilfreds med, også i min anmeldelse, men som formentlig også har fremmedgjort visse fremmødte, der havde forventet Laibach for fuld vanlig udblæsning med Sturm, Drang, storladen industrial og groteske coverversioner.

Under sloganet "We Come In Peace" var Laibach nu tilbage i København, denne gang på Statens Museum For Kunst, for at præsentere en slags tredive års jubilæumskoncert. En slags, for skal man være helt og aldeles biografisk korrekt, så stammer de første inkarnationer af gruppen faktisk helt tilbage fra 1980 - og overraskende nok, så skulle det vise sig, at koncerten bl.a. bød på musik helt tilbage fra Laibachs allerførste år. Hvor det i øvrigt slet ikke var Milan Fras, der var frontmand, men Tomaz Hostnik, hvilket er en anden og i grunden ret trist historie, da Hostnik tog sit eget liv i 1982.

Snak og film
Typisk for ArtFreqs arrangementer var også aftenens forestilling tænkt i lidt andre rammer end traditionel koncert. Ud over altså de rent fysiske rammer, Statens Museum For Kunst, var der inden koncerten indlagt både snak med et par af Laibachs medlemmer såvel som fremvisning af hele den finsk producerede film, "Iron Sky", som Laibach har lavet musikken til (med solid hjælp fra Richard Wagner).
 
Egentlig havde man meldt ud, at både Ivan Novak, Laibachs chefideolog, og Milan Fras, Laibachs forsanger - en herre med speciale i let operatisk gravrøst og læderhue - ville være til stede, men i sidste øjeblik besluttede Fras sig for at opretholde sin gamle vane med at undgå interview-situationer, hvorfor det relativt nye og unge skud på stammen i Laibach-sammenhæng, medvokalist og synth-pige, Mina Spiler, sprang til i stedet. Og det var egentlig ikke så tosset, for det gav bl.a. anledning til undervejs at perspektivere konceptet Laibach fra forskellige generationsvinkler, Novak og Spiler imellem.

Der blev også talt om den politiske situation i firsernes Jugoslavien, og hvad hele dette miljø betød for Laibach som musikalsk gruppe. Ligeledes blev der talt om forestillinger og stereotyper på begge side af datidens jerntæppe, og Novak gjorde en del ud af at forklare hvorledes Laibachs ofte grotesk karikerede fremtoning til dels var en parodi på den vestlige verdens stereotype billede af østeuropæeren som fremmed, anderledes. Som han sagde afslutningvist: "vi giver jer muligheden for at hade os. Eller elske os. Men måske er hadet et ærligere udtryk."
 
Efter et par spørgsmål fra salen fortsatte programmet med filmen "Iron Sky", en finsk science fiction-komedie af Timo Vuorensola om nazister på bagsiden af månen, og med, som sagt, musik af Laibach. Men kunne forestille sig, at en hel filmfremvisning ville give et mærkeligt knæk eller måske ligefrem resultere i utålmodige miner blandt det fremmødte publikum, men det lod ikke til at være tilfældet. I stedet virkede det, efter latteren i den fyldte sal at dømme, til at filmens humor gik rent ind hos flere.

Tungt, trist og teatralsk
Noget af det interessante ved Laibach som koncept, også i koncertform, er at man aldrig helt ved hvad Laibach er for en størrelse på aftenen. Jeg har oplevet gruppen en del gange efterhånden, men jeg tror faktisk ikke, at de til nogle af disse koncerter er stillet op i helt samme live-line-up, således heller ikke på Statens Museum For Kunst, hvor konstellationen bestod af fem sortklædte slovenere; en trommeslager, en forsanger og tre på synthesizere, analoge, digitale og software, den ene tilmed medvokalist.

Og jeg skal da lige love for, at der ikke blev lagt festligt ud. Det er en god tommelfingerregel i koncertsammenhæng forholdsvis tidligt at byde ind med noget som publikum kender (hvis man har noget sådant i bagkataloget), men Laibach var tilsyneladende flintrende ligeglade og åbnede i stedet ballet med rekonstruerede og omstrukturerede versioner af nogle af gruppens helt tidlige numre, helt tilbage fra begyndelsen af firserne. Vi taler tung, slæbende rytmik, slovensk messen, dystre synthesizerklange og udpræget gammelgoth-stemning.

Flere af numrene havde fået en ny og spændende indpakning, der ramte en god balance mellem den oprindelige stemning og nye idéer, og personligt synes jeg denne ekstremt tunge og teatralsk dystre indledning fungerede rigtig godt, ikke mindst fordi det helt fra start fremstod meget tydeligt, at de fem sortklædte skikkelser på scenen slet og ret var hamrende gode til det de foretog sig. Hvilket resten af koncerten kun skulle slå endnu tykkere streger under.
 
Spil noget, man kender!
Og det gjorede Laibach så, men på deres helt egen facon. Gruppen er, som bekendt, notorisk kendt for deres grotesk fantasifulde coverversioner, og lidt af et højdepunkt var da vi blev budt på den meget smukke fortolkning af Beatles' "Across The Universe", oprindeligt at finde på gruppens 1988-album, "Let It Be", der som titlen antyder tager Beatles under kærlig - og i nogle tilfælde knap så kærlig - behandling. Her dannede spinettoner og synthesizerklange baggrund for Mina Spilers længselsfulde vokal, og hun imponerede også på de to signaturnumre fra "Iron Sky", "Under The Iron Sky" og "Take Me To Heaven".

Spiler er forholdsvis ny i Laibach-sammenhæng, headhuntet fra bandet Melodrom, og vistnok oprindeligt lidt på sygdomsafbud, men her har man virkelig været heldig, for hendes vokal, distanceret kølig og romantisk længselsfuld, er perfekt i Laibach-sammenhæng, ikke ulig sådan noget som Welle: Erdball. At hun så tilmed også spiller fint på synthesizer er blot endnu et plus.
 
Og synthesizerne blev virkelig bragt i spil også under de efterfølgende numre, en stribe covers, nogle nye og nogle gamle, hvor også Milan Fras fik lov til at demonstrere, at hans gravrøst stadig er intakt, ikke mindst på den særdeles vellykkede fortolkning af Bob Dylans "Ballad Of A Thin Man" samt på "Warme Lederhaut", der naturligvis er Laibach-oversættelsen af Mute-boss Daniel Millers proto-techno-sag, "Warm Leatherette". Et par gamle kendinge, bl.a. fortolkningen af DAFs "Alle gegen alle", kaldte tydeligvis på genkendelsens glæde blandt det rimeligvis overvejende sortklædte publikum, men det var med den afsluttende og hårdtpumpede "Tanz mit Laibach", at Statens Museum For Kunst rejste sig. Og folk blev stående og klappede løs indtil de fem slovenere vendte tilbage.
 
Den store finale
Ikke overraskende var det numre fra gennembrudsalbummet "Opus Dei", der nu blev trukket op af hatten, til at begynde med "Leben heisst Leben" (baseret på Opus' "Live Is Life"), og denne blev leveret med ekstrem march-tyngde og et mildt sagt astadigt tempo. Og alligevel rykkede det voldsomt - dubstep gå hjem, grib knoglen og bestil første billige busferie til Slovenien! Publikum stod stadig op, og der var helt klart kontakt mellem Laibach og salen - faktisk i en sådan grad at Milan Fras ligefrem smilede, hvilket jo nærmest er uhørt, ja muligvis ligefrem imod et eller andet manifest. I hvert fald, kære læser, ignorér venligst, hvis De bemærkede det selv, at De ikke skal rage uklar med østmafia og sligt barbari.
 
Som absolut sidste godbid tordnede "Geburt einer Nation" ud over museet, Laibachs fortrinlige hyldest til eller dekonstruktion af - vælg selv - Queens stadion-imposante "One Vision". Et godt, gammelt stinkende hit, som man siger i Slovenien, som da også bød op til dans og klapsalver blandt det højstemte publikum.
 
Dommen
Jeg har fulgt Laibach i mange år og oplevet dem live ved flere lejligheder. Det kan være svært at sammenligne gruppens koncerter, bl.a. på grund af, som tidligere nævnt, den konceptuelle udskiftning hvad line-up angår, men jeg er ikke i tvivl om at slovenerne var helt oppe at ringe denne aften. Lyden var god, lyset fint, omgivelserne flotte og siddekomforten ringe - hvad mere kan man ønske sig?

En gruppe, der graver obskurt materiale frem fra bagkataloget og ikke kun den ventede greatest hits-runde? Tjek. Nyt materiale, sågar fra i år og af god kvalitet? Tjek. Stærke konceptuelle idéer og i den grad gennemarbejdede arrangementer? Tjek. Fem sympatisk sortklædte slovenere, der ganske enkelt kan deres kram på en scene og med deres instrumenter og på en måde, hvor man må imponeres? Tjek. Godt, så. Seks stjerner.