Saybia-sangeren positionerer sig som solist og dansksproget sangskriver

Med Søren Huss' andet soloalbum virker Saybia nu til at være et fritidsprojekt for sangskriveren, mens vejen står åben for en langsigtet karriere som dansksproget sanger og sangskriver.

Trods en planlagt solodebut var Troen & Ingen på ingen måde den rette målestok for en solokarriere, da albummet var et stykke stærkt og ærligt sorgarbejde oven på Huss' kærestes tragiske død. Men nu er Søren Huss tilbage med ansigtet vendt ud mod verden. Helt sikkert stadig tynget af historien, men med en fornyet appetit på livet. Eller i hvert fald et brændende ønske om også at kunne nyde det.

Og sangene på Oppefra & Ned er holdbare som selvstændige sange, hvor Søren Huss viser sig som en af de stærkeste danske sangskrivere for øjeblikket. Han formår på fornem vis at favne både det rugende mørke, den eftertænksomme skønhed og den poetiske lethed i sine sange.

I modsætning til Troen & Ingen har Søren Huss sat orkestret i spil i de nye kompositioner, hvilket giver sig udslag i en række up-tempo sange, der dog alle tager udgangspunkt i den akustiske guitar.

Oppefra & Ned hælder stadig mod den rugende og mørke sang, men Søren Huss lader flere steder de lyse toner slå igennem, som når han erkender, at "Han elsker jo at være her" i De Sorte Tal, hvor livsglæden vinder over sortsynet. Og så forholder han sig direkte til samfundet i den moderne protestsang Den Der Isme, hvilket er det endegyldige bevis på, at Søren Huss har rettet blikket udad. Og det er med en masse på hjerte.