Enestående Efterklang imponerer endnu engang med, hvad der kunne være karrierens bedste udspil

Det er som om, man altid lige skal tage sig en dyb indånding, før man kaster sig ud i gennemlytningen af et nyt Efterklang-album, for det plejer at tage tid, før sangene – eller måske rettere kompositionerne – kommer ind under huden, og de første afspilninger har ofte karakter af en auditiv opdagelsesrejse. På den måde skiller Piramida sig ikke ud – og heldigvis, for det er en spændende rejse, man som lytter kommer ud på.

Efterklang har endnu engang skabt et dragende univers, der er lige så meget popsange som lydlandskaber, der fortjener at blive oplevet igennem et par høretelefoner. Med sig fra Magic Chairs har bandet en befriende umiddelbarhed, der bidrager til, at man kan nyde godt af genkendelsens glæde efter kun et par aflytninger, mens stadig nye detaljer bliver ved at springe frem i de blåtonede hjørner af albummets let mørkrandede og melankolske mesterstykker.

Piramida gemmer på en samling imponerende stærke numre, der kun føjer flere gode associationer til bandets formåen, og det er som om, det på forbilledlig vis er lykkedes Efterklang at træde endnu et trin op ad den kvalitative trappe og gøre det umulige ved at overgå sig selv med et fremragende album, hvis ti sange kommer til at gøre sig godt som soundtrack til årstiden.