Mere kuldslået sortsyn fra Danmarks mest oversete band

Trods den ultrafine debutstart med Privacy for over et årti siden og efterfølgende habile album har Kitty Wu levet en skyggetilværelse, langt væk fra hitlister og de store prangende salgstal. Trioen med base i København har derimod været eksponenter for en alternativ melankolsk rock, der er mere kuldslået end opløftende. Carrier Pigeons består atter en gang af køligt eksekveret musikalsk kynisme, hvor bandet griber fat i forgænger Someone Was Here's Joy Divsion-påvirkede sangstrukturer.

En sort svævende klangbund omfavner All I Ask og Dead Ringer med en maskinel piskende rytme, mens bandet på den iørefaldende We Go Places synes at slippe den ildevarslende formel for en stund. På Bright Crimson Red og Morning med Robert Lunds melankolske vokal i front er det atter rastløsheden, der regerer med sit malende sortsyn. Indimellem kunne man godt savne, at Kitty Wu gav slip og kom lidt mere pondus i produktionen. Trods det er Carrier Pigions, hvad vi kan forvente af et band, der sætter en ære i at stå sig selv nærmest.