Traurige skridt på stedet på en lidt bleg toer

Sommerens mest savnede livenavn i Danmark er parat med opfølgeren til det album, der om noget satte banjoen tilbage på det populærmusikalske verdenskort.

Titel- og åbningsnummeret er klassisk Mumford med et godt drive under Marcus Mumfords hæse vokal, ligeledes Hopeless Wanderer og den meget fine singleforløber I Will Wait.

Det, der dog hurtigt slår en, er, hvor begrænset musikalsk spændevidde bandet har. Størstedelen af numrene er bygget over samme opskrift, hvor numrene starter i lavt toneleje, inden banjo, guitar og flerstemmigt kort sætter ind, svinger tempoet op og tilføjer masser af swung. Det gør oplevelsen lidt mere kedelig, fordi Babel savner de helt skarpe numre, der løftede debuten. I stedet er der en mere melankolsk og roligere tone på numre som Ghost That We Knew.

Babel er på ingen måde et dårligt album, og Markus Dravs' produktion er endnu engang lige i skabet, men derimod et album, hvor Mumford & Sons står noget i stampe og i dermed i skyggen af den stærkere forgænger, hvilket er ærgerligt.