Anmeldelse / Live / Fredag d. 21-09-2012 kl. 01:20

Patti Smith
Store Vega, København,
torsdag d. 20. september 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,86 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Potent punktum for en sommer i Smiths tegn

Hvis det er muligt at få en overdosis af den 65-årige amerikanske sangskriver, forfatter og fritidsfotograf Patti Smith må denne signatur så absolut være på vej ind i en kritisk tilstand. Først en halvsløj koncert med damen i Berlin tidligere på sommeren, siden en mesterllig ditto i Stockholm, hvor Smith endvidere underholdt et eksklusivt publikum med en times samtale om kunsten og karrieren.

Hertil kommer så et intensivt og berigende genhør med bagkataloget i forbindelse med denne måneds store Klub GAFFA-portræt af Smith - foruden fornøjelig læsning af et par biografier og den just genudgivne erindringsbog "Woolgathering" fra '92. Hvem ved, måske er de fatale følger kun udeblevet, fordi jeg trods alt var forhindret i at troppe op på Louisiana i Humlebæk, hvor Smith læste op og lod sig interviewe i begyndelsen af august?

Lyden af et trafikuheld

Nuvel, i aften er hun så allerede tilbage i København for at gøre det, hun - trods alt - gør allerbedst: give rockkoncert med sine mangeårige makkere, som tæller blandt andre Jay Dee Daugherty på trommer og ikke mindst højrehånden Lenny Kaye, som har været med, lige siden han akkompagnerede Smiths allerførste oplæsning i St. Marks Church på Manhattan tilbage i '71.

Det var i øvrigt angiveligt Kayes påstand om - og efterfølgende demonstration af - at kunne "spille et trafikuheld" på sin guitar, som overbeviste den unge poet om potentialet i et samarbejde i sin tid. Og den klejne Kaye er da også et kapitel for sig: udover det fyrre år lange professionelle parløb med Smith har han fundet tid til en universitetsgrad i historie, en biografi om countrykoryfæet Waylon Jennings og et livslangt, arkivarisk engagement i formidlingen af diverse obskure garagerockbands fra sentresserne.

Sidstnævnte finder ved koncertene på den aktuelle turné - også i aften - udtryk i et indlagt medley, hvor Smith overlader hovedrollen til Kaye, mens hun selv ser til, siddende på scenekanten. Meget fint, men naturligvis et mindre væsentligt appendix til en koncert med en kunstner, hvis intensitet og nærvær på scenen på en god dag matches af de allerfærreste. Og det endda selvom Kaye i aften dedikerer sit minisæt til "the first Danish band I ever heard....to all the Savage Roses out there!".

Frenetisk forløsende

For det skal vise sig at blive en selv efter Smiths egne standarder usædvanligt løs og tilbagelænet aften på Vega, hvor bandet sætter punktum for flere måneders turné i kølvandet på forsommerens albumudgivelse "Banga". Herfra er en del af materialet ikke overraskende hentet i aften, og selvom flere numre vinder i livesituationen - titelnummeret med indlagt munter kakofoni af hundeglammen for eksempel - står det også klart, at de nye sange højst er hæderlige appendixer til tidligere hovedværker.

Smith lægger vanen tro ud med "Dancing Barefoot", og som sædvanen er ved hendes koncerter opbygges intensitetskurven gradvist for til sidst at kulminere i et frenetisk forløsende rock'n'roll-ritual. Det usædvanlige i aften er graden af afslappet dialog med publikum og den improviserede og ofte ganske poetiske rablen mellem numrene. Den slags lyrisk freestyle praktiserede hun som bekendt i stor stil i de yngre år. I dag er det blevet sjældnere og mindre ekstensivt, men det er fableagtigt når hun gør det.

Da Smith efter en fin uptempo-versionering af "April's Fool" indleder en monolog om den "sølv-lyserøde sky der hang over New York fra slutningen af halvtredserne og et årti frem, hvor man kiggede op og så Allen Ginsberg, Ken Kesey og Tim Leary....." gør en mindre heldig hovedperson sin entre, idet en højrøstet herre råber et eller andet om rock'n'roll. Smith kvitterer ved at synge en improviseret countrysang med parodisk sydstatsaccent og linjerne "I was standing on the corner / I could hear my bulldog bark......sort of like yourself, barking up your ass", som hun konstaterer.

Stol aldrig på en hippie

Og da samme herre senere i sættet sætter trumf på ved at råbe det gamle punkslogan "Never trust a hippie" replicerer Smith køligt: "Lad mig sige det sådan her: stol aldrig på en hippie som er endt i jakkesæt. Medmindre det er skræddersyet og fra Italien".

Der skal i det hele taget mere til ødelægge den gode stemning i aften, og man skulle næsten tro at samtlige fremmødte stemte på Enhedslisten at dømme efter bifaldet til Smiths indignerede og medrivende politiske proklamationer. Som da hun gav glimrende koncerter i Den Grå Hal i 2007 tages i aften udgangspunkt i netop Christiania med følgende svada:

Well, måske skulle man have været der, men under alle omstændigheder taler stærke udlægninger af sange som "Pissing in a River" og "Gloria" for sig selv, mens "Ghost Dance" understreger det shamanistiske islæt, som er så centralt i Smiths selvforståelse. Fredag vil Smith måske en tur på Staden og vil i øvrigt gerne vide, om der er nogle gode krimier i tv. Hun har nemlig besluttet at bruge sin fridag i København i stedet for at tage til Paris, men det er da ikke fredag, der er "Forbrydelsen", vel?

Uden for samfundet

Det er det ikke, kan flere blandt publikum fortælle hende, og inden hun kan holde fri skal Patti Smith da også sætte endeligt punktum for den lange turné. "Jeg ved ikke, hvad jeg laver eller siger...jeg er bare glad for at jeg er ved bevidsthed", siger hun på et tidspunkt. Men hun er ganske høj grad ved bevidsthed, da det endelige stød sættes ind med først signatursangen "People Have the Power" og siden den ikke mindre emblematiske "Rock'n'Roll Nigger" med refrænet om helst at ville være uden for samfundet, mens Smith rituelt flår strengene af Stratocasteren.

Og er seneste studiealbum blot en appendix til fordums meritter – "Horses", "Radio Ethiopia" og "Easter", for at være nøjagtig – så er scenekunstneren Smith anno 2012 til gengæld så vital som nogen sinde. Det er en dybest set romantisk forestilling om rockmusikken som en transcenderende og samlende kraft, en forløsende faktor i en grum virkelighed. Og når visionen bliver formidlet med så stor overbevisning, indlevelse og poetisk kraft som i aften....så giver rock'n'roll i den grad mening. Stadig.