Nikolaj Nørlund: Koncerthuset, København

Nikolaj Nørlund, Koncerthuset, København

Nikolaj Nørlund: Koncerthuset, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

"Sagt i al fortrolighed med fuld respekt og kærlighed" sang Nikolaj Nørlund i "Over målet" der afsluttede andet sæt af den (lille) maratonkoncert som han stod i spidsen for med sit ni m/k store orkester. Og der var både fortrolighed og masser af kærlighed, og det er svært at sidde tilbage med andet end respekt for den ukronede konge af dansk indie-rock, der torsdag aften leverede lidt af en koncert i DR Byens eksklusive rammer.

I pressemeddelelsen for koncerten blev aftenens arrangement omtalt som den nok mest prestigefyldte i Nørlunds karriere, og hvis den musikalske nestor havde nerver på må man sige, at han bestod testen med udmærkelse foran et publikum på omkring de 1000 fremmødte.

Nørlund debuterede tilbage i 1991 med det engelsk-sprogede band Trains and Boats and Planes, han har udgivet fem album med ligeledes engelsk-sprogede Rhonda Harris, har produceret et hav af plader, men aftenens koncert var helliget hans seks dansksprogede soloalbum, plus det løse. Det mest imponerende ved aftenens koncert var, hvor mange både stærke og varierede sange Nørlunds katalog har at byde på. Der var både de sarte og følsomme varianter, de mere up-tempo singalongs, de mange gode omkvæd og vokalharmonier og de skramlede, larmende rocknumre, lidt i stil med når Neil Young lukker op for posen.

Koncentreret publikum

Nørlund kom på scenen med karakteristisk tilbagestrøget slikhår, sort jakkesæt og løst hængende, hvid sweartshirt og guidede publikum gennem den lange aften. Flere kritikere har i den senere tid været ude med riven efter publikum, "folk kan simpelthen ikke holde kæft – de står og skvadrer løs både under og mellem numrene", lyder en generel kritik. I Koncerthuset var det stik modsatte tilfældet. Når sangene klingede ud, og der lige blev klappet af, var der ofte så stille, at man kunne høre den berømte knappenål falde.

Ind i mellem tæt på pinlig tavshed men Nørlund forstod på sin egen måde at udfylde pauserne med små skæve kommentarer og historier ofte ledsaget af hans skæve, lettere skingre grin. Han er en fin entertainer på grænsen til det elitære – talte blandt andet om et musiklaboratorium og en videnskabelig tilgang til boogie – men alligevel i besiddelse af en egen folkelighed, humor og en tilsyneladende ro i sjælen, hvilket forplantede sig til det lydhøre publikum.

Hverdagspoesi
Så var det en fornøjelse gennem en hel aften at lægge ører til personlig, særegen dansk poesi, der både er billedskabende, tankevækkende, til tider dyb og inderlig, men også enkel, original og hverdagsagtig, hvor der for eksempel bliver sunget om at befinde sig på et dansk herretoilet, om røde balloner og biler, om ringvejens strabadser, og meget andet. Nørlund har altid kunnet noget med ordene og evner både at være personlig og hudløs, og sjov, underfundig og jordnær, med sine skæve hverdagsbetragtninger. Ord, som leger flot med sproget og stimulerer fantasien.

Bandet bestod som sagt i dagens anledning af hele ni mand, med blæs, cello, korsang og meget guitar. Et håndplukket hold, der består af folk, som hver især har markeret sig på dagens musikscene, hvor Figurines-frontmand, og nu også dansksproget solist, Christian Hjelm, særligt skal fremhæves, ikke mindst for hans parløb med Nørlund, på sidstnævntes seneste udspil "Alt Sammen, Lige Nu", et absolut højdepunkt i Nørlunds karriere.

Vægten på det nye
Der blev givet smagsprøver fra alle Nørlunds soloplader, fra debuten "Navnløs" med Michael Strunge-tekster fra 1996 op til årets udgivelse, plus bidder fra kompilationpladerne "Andersens Drømme" og "På Danske Læber". Vægten var fortrinsvis på de nyere udgivelser, men vi fik et smukt og nedtonet bidrag fra den dystre storby-punk-poet, Michael Strunge, der tog sit eget liv kun 27 år gammel, i form af "Den Støjende Tid", et par sange fra klassikeren "Nye Optagelser" fra 97 og så hele syv sange fra "Alt Sammen, Lige Nu".

Bandet virkede godt sammenspillet, og lyden i Koncerthuset var upåklagelig hørt fra denne skribents plads. Eneste minus var et par skæverter i blæsersektionen her og der, og så druknede Cæcilie Triers cello som oftest i det guitardominerede lydbillede. Med et band, der evnede at løfte sangene, så de lød som andet og mere end præcise gengivelser af studieindspilningerne.

Højt bundniveau
En aften med mange højdepunkter hvor det mest imponerende egentlig var det høje bundniveau og Nørlunds stærke, fyldige og artikulerede vokal. Bandet skulle lige i gang i starten af koncerten, åbningen på andet sæt holdt ikke helt niveauet, men afslutningen var helt forrygende. Der var meget at fremhæve. I første sæt den inderlige og originale "Ridset i Panden" fra "Nye Optagelser" den førnævnte Strunge-fremførelse, hyldesten til København, "Kongens Have" fra "Tid og Sted", den melankolske Cohen-fortolkning "Pergament Hotel" og den nærværende og afdæmpede hyldest til børn og familie, "Hemmeligheder", der både afslutter "Alt Sammen, Lige Nu" og aftenens første sæt.

I andet sæt blev der skruet mere op for guitarene, og Neil Young-"rock"-stilen fungerede fint på sange som "Tid og Sted", "Den Første" og "Set Det Før". Og hen mod slutningen blev det tid til nye perler som "Ringvejen" og "Over Målet".

Et smukt og brændende klimaks var første ekstranummer, fortolkningen af John Mogensens "Ensomhedens Gade nr. 9", hvor jalousien skriger til himlen, flot fulgt op af "Man Bliver Forsinket Så Let" og den mere støjende "Indre By" fra 1997. Til sidst fik vi et ekstra-ekstra-nummer i form af den smukke og intense kærlighedssang "Under Fremmed flag" med den sigende strofe "Du er så rasende smuk".

"Tak for en fantastisk aften" var de afsluttende ord, Nørlund adresserede til publikum i Koncerthuset, og tilbage er der kun at sige: "det er os, der takker".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA