Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-09-2012 kl. 00:42

Anthrax
Vogue Theater, Vancouver,
torsdag d. 20. september 2012

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En tur i tidsmaskinen

Arkivfoto

Den sidste håndfuld år har været gode for metalfans. En stor del af 80'ernes mastodonter er blevet gendannet med originalt lineup, og næsten glemte thrash-bands har turneret med hinanden på kryds og tværs (The Big Four, Gigant Tour). Umiddelbart ser det ud til, at der er større interesse for den originale 80'er-metal, end der har været de sidste 30 år. Sidste år udgav New York-baserede Anthrax albummet "Worship Music" (2011) – bandets første udspil med originalt materiale siden "We've Come For You All" (2003). Ud over at være bandets bedst sælgende album og det mest anmelderroste siden "Sound of White Noise" (1993), så er indspilningen af "Worship Music" også en genforening med forsanger Joey Belladonna, som forlod Anthrax tilbage i 1990, efter udgivelsen af "Persistence of Time" (1990).

Torsdag aften stod New York-bandet på scenen på Vogue i Vancouver, klar til at levere et live-sæt med et band bestående af det, som Anthrax' primus motor Scott Ian til Vancouver-avisen The Georgia Straight betegnede som det "rigtige" Anthrax-lineup.

Anthrax lægger ud med første single fra sidste års udspil, "Fight 'Em til You Can't". Da "Worship Music" udkom i 2011, havde det faktisk ligget færdig, klar til udgivelse, siden maj 2009. Efter indspilningerne var daværende sanger Dan Nelson pludselig ikke en del af gruppen længere. Tidligere sanger Joe Buch John Bush (1992-2004) blev hevet ind, men det duede heller ikke. Først her kom Belladonna på banen. Efter at have turneret Europa som en del af The Big Four med Belladonna ved mikrofonen vendte bandet tilbage til studiet for at dubbe Dan Nelsons vokaler.

Allerede med andet nummer glider vi tilbage til 1987 med "Caught in a Mosh" – en sang, bandet skrev som hyldest til Cliff Burton, efter at han døde i 1986. Vi fortsætter med numre fra bandets storhedstid i midt-80'erne. Anthrax indleder deres version af det hedengangne franske metal band Trusts "Antisocial", et nummer, der er at finde på Anthrax' album "State of Euphoria" (1988). "Indians" fra 1987-udgivelsen leveres med to stortrommer og hele 80'er-attituden. Netop "Indians" har fået en revival gennem Guitar Hero de seneste år.

Faldt i søvn i 90'erne

Hovedparten af musikken, der leveres fra scenen denne aften, er fra bandets storhedstid i sen-80'erne. Belladonna ligner også en, der faldt i søvn, lige efter at han forlod bandet tilbage i 1990, og så lige er vågnet igen, to minutter inden aftenens koncert. Iført ekstremt stramme, sorte bukser, nittebælte, high-tops-basketballstøvler og en frisure, der ville gøre 80'ernes Bruce Dickinson misundelig, svinger han det bærbare mikrofonstativ i bedste Freddie Mercury-stil.
Eneste numre fra sidste års udgivelse er "In the End" og "The Devil You Know" – sidstnævnte er skrevet som en hyldest til Ronni James Dio. Det kan undre, at Anthrax ikke vælger at spille flere numre fra "Worship Music"-udgivelsen, salgstal og anmelderroser taget i betragtning. Anthrax slutter af med deres version af Joe Jacksons "Got the Time" og "I am the Law".

Det hele ender simpelthen med at blive et nummer for outdated for denne anmelder. Hvis man ser bort fra de tre tracks fra "Worship Music", kunne aftenens koncert have fundet sted for tyve år siden – sætliste, påklædning, scenelys og attitude taget i betragtning. Når nu bandet havde valgt at sætte fokus på gamle numre, kunne de godt have spillet "I am the Man" fra ep'en af samme navn (1987).

Efter aftenens koncert må man spørge sig selv: Hvorfor er 80'ernes metalbands in som aldrig før? Tydeligvis gør Anthrax ikke noget, som de ikke har gjort de sidste 20 år. Tilbage i februar interviewede jeg Dave Ellefson fra Megadeth i forbindelse med netop hans reunion med det band, han var medstarter af i midt-80'erne, og hans forklaring på den seneste interesse for gammelt metal var: Guitar Hero. Unge i dag opdager 80'ernes musik gennem deres PS3.

Hvis et band som Anthrax har fået foræret en anden ungdom gennem Guitar Hero, burde de forvalte den bedre og måske prøve at følge lidt med tiden. Jeg tror, at jeg ville have haft større fornøjelse ud af at iføre mig shorts derhjemme og agere Scott Ian gennem Guitar Hero, end at se the real deal. Men måske er det anderledes for en generation, der ikke selv har oplevet 80'erne. Det, jeg finder sørgeligt ved aftenens koncert, finder en yngre generation måske cool og retro. Anthrax tiltrak i hvert fald et meget ungt publikum denne aften i Vancouver, så måske er jeg i virkeligheden slet ikke den rette til at anmelde Anthrax anno 2012?