Kedsommeligt vokaljazzalbum fra dansk egoist (?), pianist, vokalist

I pressematerialet hyldes Jakob Park som en "kvindebedårer, en livsnyder, en flaneur" og "et godt eksempel på det moderne menneske, som ikke nødvendigvis behøver en partner for at eksistere, men som er fuldt bevidst om livets store buffet af fristelser og nydelser". Han hyldes som en mand, der "elsker kvinder", "finder dem alle sammen aldeles uimodståeligt tiltrækkende" og bare ikke vil "binde sig til én enkelt".

Læs lige den igen!

Uanset at Jakob Parks vokaljazzalbum hedder Weekend Lover, og med afsæt i ovenstående handler om en mand, der længes efter tosomhed, må han have fordrejet hovedet på sin pr-ansvarlige, en kvinde. Man skulle jo tro, at musikken var i fokus. Men nej, ikke i tilfældet Jakob Park.

Lytter man alligevel til hans musik, opdager man, at der ikke er mange kalorier at hente. Det kunne være forklaringen på det besynderlige fokus i pressematerialet. Musikken emmer ikke i sig selv af nogen tvingende nødvendighed. Den er pæn og med få numre – Charlotte og Like A Painting By Picasso – som undtagelse uden tyngde.

Jakob Parks musikalske forbilleder kan være navne som Elton John, Michael Bublé og Jamie Cullum. Men på ingen punkter når han dem til sokkeholderne.