Anmeldelse / Live / Mandag d. 24-09-2012 kl. 09:33

The Temper Trap
Store Vega, København,
søndag d. 23. september 2012

Anmeldt af Trine Jørck
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Da søndag blev til fredag, og australske Temper Trap torpederede Store Vega

Røde lamper blinker insisterende, og tilhørende rød røg breder sig i et næsten fyldt Store Vega. Ind imellem det røde lys ser man gule lamper blinke foruroligende, man hører bankende trommer flette sig ind i stemmer af engelske nyhedsoplæsere, og man ser en mand klædt helt i hvidt, stående statisk stirrende ud i rummet.

I en blanding af nyhedsshow, hæsblæsende actionfilm og stadionrock sætter Temper Trap ind fra start med fuld skrue. Koncerten starter således med nummeret "London Burning" fra bandets nye selvbetitlede plade, en sang som er inspireret af 2011's optøjer i London. I dag er det ikke London, men scenen på Store Vega, som er brudt ud i lys lue af rødglødende pærer og råbende energi. Publikum vågner langsomt til en hæsblæsende og sprængfarlig koncert på en ellers rolig søndag.

Sårbarhed klæder power-parade af potente hits

Temper Trap fortsætter stilen, som de har slået an fra start. Koncerten byder publikum på en lang energiudladning af potentielle hits fra den nye plade, såvel som en række allerede etablerede hits fra debuten "Conditions" fra 2009. Generelt er numrene på den nye plade mere lyse og lette end på debuten, men denne aften er der skruet op for alt, hvad der kan skrues op for – på gammelt og på nyt.

Og The Temper Trap er en hitmaskine. Iørefaldende numre som "Need Your Love", "Trempling Hands", "London Burning" og ikke mindst monsterhittet "Sweet Desposition" fra debuten går lige i ører, hjerter og trusser på publikum. Et nummer som "Miracle" forvandler med sin voldsomme dundrende bas og tæppebankende trommer Store Vega til et raveparty, hvor de stetoskopagtige lamper lader rummet svimle for øjnene. Nummeret synes at gå rent ind hos publikum, men har slet ikke samme nerve og intensitet som på albummet.

Generelt taler de lidt mere stille numre mere til mig. Numre som den gribende "Rabbit Hole", "Love Lost" og den hjerteskærende "Soldier On" går rent ind. Selvom disse numre også er fremadstræbende pop/rock-numre, bærer de samtidig på en simpelhed, som virkelig klæder Temper Traps musikalske udtryk. Instrumenter og toner kommer til deres ret, og på disse numre hører vi i forsanger Dougy Mandagis stemme en skrøbelighed, skævhed og intimitet, som desværre går lidt tabt i de mere pumpende numre. Ligeldes kommer Mandagis imponerende himmelstrygende falset også virkelig til sin ret, når den, som i disse numre, får lov at stå mere eller mindre alene.

Med spilleglæde, taknemmelighed og kærlighed

Og man kommer ikke uden om, at det er en god koncert, uanset om man så er til genren eller ej. Dette bliver særligt manifesteret af en umættelig spilleglæde, uomtvistelig charme og stor kærlighed mellem band og publikum. Selvom koncerten på Store Vega er sidste stop på en lang Europa-tour, viser bandet ikke de mindste tegn på træthed.  

Bandet tager billeder af publikum, og publikum tager billeder af bandet. De vil alle bevare de gode øjeblikke. Dougy Mandagi forsvinder flere gange fra scenen for at lade sig rive med af publikums jubel og klap, samtlige medlemmer danser rundt og kaster med håret, og salen sættes i svingninger med sang og klap. Bærende på en utrolig ærlighed, sødme og taknemmelighed viser bandets medlemmer, at den rette attitude betyder alt for en god koncert. Mandagi fortæller os, at vi er det absolut dejligste publikum, som de har spillet for. Det lyder, som om han mener det.

Forvandlede søndag til fredag - på godt og ondt

Således blev søndag forvandlet til fredag med et brag af en fest. Bandet forlod scenen efter et fantastisk og eksperimenterende instrumentalstykke og efterfølgende to ekstranumre – "Soldier On" og hittet "Sweet Desposition". Publikum syntes at elske det. Jeg hørte nok til mindretallet, som kunne have brugt lidt mindre fredag og lidt mere søndag.

Temper Trap har lavet en række solide hits, som blev fremført med stil og overskud. Temper Trap er et band, som på udvalgte steder virkelig mestrer kunsten at lave storladen pop/rock, som river tæppet væk under modtageren og taler direkte til hjertet. Hvis bandet turde omfavne nuancerne og skrøbeligheden lidt mere, bliver det for alvor rigtig godt.

Support:

Julie Maria – med sans for den gode melodi ****

Opvarmningen til søndagens show leveres af sangerinde Julie Maria i et lille set-up bestående af Julie Maria på akustisk guitar og sang og Kasper Falkenberg på stemningsskabende el-guitar og på nogle numre programmerede beats. Umiddelbart er det en skrøbelig opsætning i forhold til formatet på Store Vega, men Julie Maria og Falkenberg slipper af sted med udfordringen, med sikker hånd og stort musikalsk overskud.

Med en lille håndfuld stærke melodier viser Julie Maria sin berettigelse på den danske musikscene. Med en evne til at skrive melodier, som på én gang tager skæve melodiske spring og samtidig er voldsomt iørefaldende kan hun noget, som de færreste danske sangskrivere kan. Helt stærkt for mig står nummeret "Evelyn", hvor den gode melodi står smukt frem i al sin enkelhed.

Som Julie Maria faktisk selv påpeger, er hendes svaghed i mine øjne hendes attitude på scenen. For mig hersker der en disharmoni, koncerten igennem, mellem hendes lidt for joviale og overfriske skål-attitude, og de inderlidt fremførte og smukt komponerede sange. Udsagn som "Jeg skal nok finde ind til mig selv igen" og "Jeg vil hellere gå alene" mister lidt deres pondus, når de bliver efterfulgt af en arm i vejret og et "skååååål...". Men ser man nu gennem fingre med det, er Julie Maria bestemt en sangerinde, som kan sit kram. Det viste hun også denne aften i Store Vega.