Samtidshistorien fortalt med nutidens lyd – og stramt flow

The Great American Rap Album lyder nærmest som en historietime leveret på en måde, som skolebørnene vil lytte til. Det er som en rejse i den amerikanske samtidshistorie fortalt af en jævnaldrende, i en lyd og et sprog, som unge kan nikke genkendende til. Den sociale vinkel er i front med stram, kritisk og humoristisk lyrik ved sin side, og det, der næsten er allerbedst er, at det ikke virker spor påtaget. Det virker helt oprigtigt og ægte – det lyder, som om han ikke kan lade være. Hans tekster er fyldt med små detaljer og er langt hen ad vejen ganske skarpe og vedkommende.

Den oprigtighed og tjekkethed, som vokalen brænder igennem med, kan dog desværre ikke overføres helt til den musikalske side af sagen, som i nogle skæringer virker lidt tam og uopfindsom. Især i de mere stille numre betyder det, at både musik og rapper mister gejsten, og det er virkelig en skam, for når det virker, så ætser det sig ind med nerve og intensitet. Men albummet holder – det bliver hængende i ørerne, og trods 70 minutter så tager man lige et lyt mere.