Vi bliver jo ældre

Der er dømt om ikke sjov, så i hvert fald ballade på Pet Shop Boys' Elysium, for det er i mere end høj grad balladerne, der står i kø på et album, hvor den ellers så dynamiske duo sjældent kommer rigtigt op i tempo.

Det er fristende at sige noget om, at Pet Shop Boys er kommet op i alderen, og så er det på tide at blive moden og tilbagelænet, men helt ærlig, så gamle er d'herrer Tennant og Lowe altså heller ikke. Ikke desto mindre er det lidt lyden af eddike i teen og vrede gamle mænd, der præger Elysium. Og er der noget galt med det? Ingenlunde. Problemet er snarere, at Tennant og Lowe aldrig bliver rigtig vrede, de lader det blive ved den lune sarkasme, hvad enten det er den moderne musikindustri, der står for skud eller mediernes fokus på køn overflade minus indhold.

Det er meget let at være enig med Pet Shop Boys i deres samfundskritik – som altid. Og alting er skruet godt og kløgtigt sammen, og der er gode takter – som altid. Mit problem er bare, at jeg synes det alt sammen er gjort bedre før – af Pet Shop Boys. Jeg savner skarphed og kant, både tekstmæssigt, melodisk og hvad arrangementerne angår, og smid så den lune morgenkåbe, Statler og Waldorf, og giv den fuld skrue på vreden og harmen – der er brug for den.