Anmeldelse / Live / Torsdag d. 27-09-2012 kl. 09:28

Calexico
Store Vega, København,
onsdag d. 26. september 2012

Anmeldt af Trine Jørck
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Solen går ned og står op igen i Calexicos mexikanske ørkenunivers

Opvarmning: Laura Gibson * * * *

Den amerikanske sangerinde Laura Gibson fra Portland, Oregon og hendes tre mand store band gør sig klar på scenen. De skal gøre os varme til koncerten med hovednavnet Calexico. Laura Gibson præsenterer os for en solrig lille verden af folk/country/pop/jazz, hvor Laura Gibsons karakteristiske vokal står centralt i lydbilledet. Gibson kaster om sig med referencer til kvindelige kunstnere som Holly Golightly, Karen Elson, Emilie Jane White og i de lidt mere jazzede passager til sangerinden Liz Green. Allermest er Gibson dog sin egen.

Gibsons vokal gør sig bemærket ved at være på én gang kraftfuld og let. Skarp og blid. Skrøbelig og stærk. Stemmen danser rundt i et kontrastfyldt univers med blide jazzede lullabys, hurtig shuffle country og folkede singersongwriter-numre. Særligt gør Gibson og band sig bemærket ved en helt utrolig ydmyghed og sødme. Som hun står der og smiler med sit røde hår, indigoblå kjole og akustiske guitar, kan man ikke andet end at blive varm om hjertet. Bandet spreder generelt en varm og indbydende energi blandt hinanden og publikum. Calexicos kontrabassist må også have bemærket den gode stemning, for på det næstsidste nummer lister han sig ind og leger med.

Laura Gibson og band sætter et højt niveau fra start, men der mangler den der sidste udefinerbare magi, som er svær at lokalisere og definere. Denne magi bruser frem, så snart Calexico træder ind på scenen.

Magien blomstrer hos Calexico * * * * *

Den Tuscon, Arizona-baserede duo Calexico med sit fem mand store band indtager scenen på Store Vega. Bandet viser fra start, at de er på deres helt eget niveau. Med aftenens første nummer "Fortune Teller" synger Joey Burns sig direkte ind i publikums hjerter med sin bløde, let lyse og dragende stemme. Med et gyldent diset varmt lys i ryggen spiller Burns og band ørkensolen op og lader den sprede sig i sindene på det efterårsramte publikum.

Koncerten byder på et bredt udvalg af numre fra bandets nyeste og syvende studiealbum "Algiers", såvel som flere gamle fra albums som "Feast of Wire", "Garden Ruin" og "Carried to Dust". Numrene flettes elegant ind i hinanden i en lang ørkenvandring i ordets bedste betyning, hvor solen både går op og ned, og hvor vi gør holdt ved et par mexicanske byfester og deres hertilhørende kulørte lamper undervejs.

På herligt vildspor i Calexicos ørken

Calexicos dale og ørkenlandskaber er fyldt med "delusion", "empty hearts" og "desperation" for den evige vandrer. Alligevel fortrylles man af mørket og lader sig dragende rive med. Magisk maler Calexico poetiske billeder af endeløse ørkener, vindhekse, præriestøv, tanker om Wim Wenders' og Ry Cooders støvede univers i "Paris, Texas" og de psykiske tilstande, som disse billeder repræsenterer. Med et strejf af sydens sol krydres det dystre og rastløse med mexicansk latin-mariachi-musik.

Dette ørkenunivers fungerer særdeles godt på et nummer som "Para", som er på én gang forunderligt underspillet, foruroligende vuggende og samtidig svulmende stort. På "Sonic Wind" kan man høre lyden af klapperslanger og gåsehudsfremkaldende cikader skrigende i natten såvel som dødbringende tonedans på hule xylofoner. På numrene "Dead Moon" og "Blackheart" vises ligeledes en dyster, farlig og smertelige intensitet, som underbygges af John Convertinos eminente trommespil. På "Dead Moon" skærer hvert slag på trommeskindet ind i hjertet og giver et genklingende gys, som spreder sig som ringe i vandet gennem kroppen. John Convertino formår kunsten at spille lidt på sine trommer, men hvert slag han slår, rammer lige i øjet. 

Den perfekte symbiose balancerer på en knivsæg

John Convertino og Joey Burns har generelt formået at ramme den perfekte sammensmeltning af mexikansk mariachi-musik, tung, dyster Americana, energisk folk, vuggende country og smertelig blues. Navnet Calexico er en sammentrækning af de to stednavne Californien og Mexico, og det synes at have været bandets mission siden 1996 at ramme den perfekte symbiose mellem de to lokationers musikalske traditioner.

Americana-folken kan have en tendens til at blive tung og døsig, og den mexikanske mariachi med trompeter og diverse små strengeinstrumenter kan blive irriterende og overenergisk. I Calexico har Convertino og Burns samlet det bedste fra hver tradition i et på én gang energisk, livsbekræftende og udadvendt og samtidig intenst, mørkt og eftertænksomt univers. Aftens koncert leverer en fantastisk levende dynamik mellem de to traditioner.

Allerbedst fungerer det dog når det mexicanske fungerer som et krydderi, og ikke tager styringen. Med den rette dosering rammer Calexico en helt unik, surrealistisk lyd, som ligesom en David Lynch-film på én gang er smuk dragende, sexet og mareridtsagtig uhyggelig. Dette høres eksempelvis til perfektion på numre som "Sinner in The Sea" fra "Algiers" eller "Roka" fra "Garden Ruin", hvor der synges om "Danza de la Muerte". Ganske få gange, særligt sidst i sættet, synes jeg, at det stikker lidt af i lallet karikeret speedy-Gonzales- og kulørte lamper-musik, men når de rammer den perfekt afbalancerede symbiose mellem de to verdener er det simpelthen mesterligt.

Omfavner nuancerne

Koncerten igennem viser Calexico, at de med deres kæmpe bagkatalog har en helt klar og tydelig tråd og kontinuitet i deres musikalske virke. Med de nye numre beviser de, at de har forfinet deres lyd, og at de har nærmet sig den perfekte balance mellem Calexicos to grundelementer. Constantino og Burns og band er voldsomt velspillende, og det er næsten umuligt ikke at lade sig forføre af de magiske melodier og sydlandske rytmer.

Calexico minder os om, hvad det er, musik skal kunne. Calexico samler folk, får dem til at danse, klappe, synge med i glade latinske salsa/calypso-rytmer og forsyner os samtidig med stemninger, som skaber rum for eftertænksomhed og intimitet. Calexicos musik er livsbekræftende, fordi den på én gang dvæler ved eksistentielle tanker og rastløse øjeblikke, men samtidig har en lys og fremaddrivende energi, som bringer os videre. Så måske kan vi dvæle ved den melankolske solnedgang, altid vel vidende at solen står op igen i Calexicos mexicanske ørken.

Setliste:

1. Fortune Teller

2. Epic

3. Across The Wire

4. Roka

5. Splitter

6. Para

7. Sonic Wind

8. Dead Moon

9. El Picador

10. Sinner in the Sea

11. Two Silver Trees

12. Maybe on Monday

13. Inspiration

14. Black Heart

15. Alone Again or

16. Puerto

 - - - -

17. Waiting for a miracle ( med Laura Gibson)

18. Victor Jara's Hands

19. Güero Canelo

 - - - -

20. The Vanishing Mind

21: Hush

22: No Te Vayas

23: Corona