Et skridt frem – og tilbage: Jon Lords clash mellem klassisk og rock ender pænt

"Et misk-mask af lån fra Tchaikovsky og Mahler blandet med filmusik og rock" lød dommen, da Deep Purple i 1969 indspillede Jon Lords Concerto med symfoniorkester. Men uanset det var musikken også et af de første behjertede forsøg på for alvor at blande symfonisk musik og rock. Og trods kritikken fra dengang, har Concerto formået at leve videre, og får her sin "definitive" udgave færdiggjort kort før Lords død i juli.

Orkesterdelen er klart forbedret. Man hører mange flere nuancer, Lord har strammet partituret op – og datidens orkestervrangvilje mod "den nye larm" er der selvfølgelig heller ikke mere. 

Til gengæld er den vildskab og kvalitet, Deep Purple anno 1969 besad aldrig truet. Guitaristerne Joe Bonamassa/Steve Morse, trommeslager Brett Morgan og Bruce Dickinsons sang bliver aldrig et match sammenlignet med Ritchie Blackmore, Ian Paice og Ian Gillan fra dengang – og selv om Jon Lords Hammond stadig fræser her, bliver rocken alt i alt lidt for pæn og tilpasset og aldrig det clash, originalmusikken havde som mål.

Et skridt frem – og et tilbage.