Anmeldelse / Live / Fredag d. 28-09-2012 kl. 11:49

David Lindley
Amager Bio, København,
torsdag d. 27. september 2012

Anmeldt af Oliver William Gunner

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,25 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Amerikansk multiinstrumentalist viste, hvorfor alle de store drenge vil spille med ham

David Lindley kan noget, som ingen andre kan. Han har turneret og været studiemusiker for navne som Leonard Cohen, Bob Dylan, Jackson Browne, Dolly Parton, Rod Stewart, Ry Cooder, Linda Ronstadt, Crosby & Nash, Ben Harper, og listen kunne fortsætte i uendelighed.

Alle de store drenge vil spille med ham, fordi han har sin helt egen originale lyd. For nogle år siden besluttede han sig dog for at afprøve et mere akustisk format og bruge det meste af sin energi på at spille solo. De eneste hjælpere han har med på vejen, er nogle af de unikke strenge-instrumenter, han tager med fra sit hjem i Californien.

Dr. John uden tangenter
Det, David Lindley er særligt kendt og eftertragtet for, er, når han sidder med sin halvakustiske slideguitar på lårene og spiller basgang med den ene hånd og slide-soloer med den anden, som en Dr. John uden tangenter.

Folk omkring mig sad med åben mund, imens andre i salen heppede og hujede, og Lindley formåede gennem hele koncerten at fortælle røverhistorier og spille skæve melodier fra sit skød, som trak publikum ind i en helt anden verden.

Lindley er dog ikke en stor sanger. Det overskygges imidlertid af ekvilibristisk fingerspil og instrumentale finesser, som ud over slideguitar i aftes også talte den mere finurlige græske bouzouki og den lille skæve oud fra Mellemøsten.

Fra Mellemøsten til Louisiana
Amager Bio kom derfor ud på en rejse fra Mellemøsten til Atlasbjergene i Marokko, fra det sumpede Louisiana til de californiske Redwood-skove, og kamæleonen Lindley var ledsageren.

Det er netop i dette kulturelle spændingsfelt, at David Lindleys helt særlige formåen skal findes. Han er i stand til at sammensætte forskellige musiktraditioner med hinanden, så det virker som én stor symfoni og samhørighed. Han spiller alt lige fra New Orleans-blues, tyrkisk folkemusik og flamenco-rytmer over til vandpibemusik fra et nordafrikansk tæppe, og det swinger helvedes godt.

David Lindley har desuden en særlig egenskab i form af at kunne forene ældre og yngre generationer gennem sin musik. Og hvis du spørger de nævnte artister i toppen af artiklen, vil de fortælle dig, at Lindley om nogen har været med til at definere den lyd, vi hører nutidens indie- og rockgrupper spille.

Kærlighedssang til Warren Zevon
Aftenens højdepunkt var for mig nummeret "Indifference of Heaven", som afdøde Warren Zevon i sin tid skrev. De to herrer var bedste venner, og det var derfor med skælvende stemme, da Lindley præsenterede nummeret. Det blev efterfølgende fremført med så stor indlevelse, at han havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Jeg fangede Lindley efter koncerten til et kort interview, som du vil kunne læse i starten af næste uge på GAFFA.dk, hvor han blandt andet fortæller om sit forhold til Warren Zevon. Han fortæller også om, hvorfor amerikansk folke- og bluesmusik er blevet så populært igen blandt de unge musikere, og hvordan en sygdom for tre år siden var med til at ændre hans syn på sin egen musik.

Inden da kan David Lindley nydes igen fredag aften, når han spiller i Guldsalen i Svendborg.