Anmeldelse / Live / Fredag d. 28-09-2012 kl. 13:22

The Blue Van og Go Go Berlin
VoxHall, Aarhus,
torsdag d. 27. september 2012

Anmeldt af Line Bang
Foto: Simon Skipper Christiansen, http://www.simonskipper.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		3,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

The Blue Van ruskede VoxHall med svedig kvalitetsrock

Go Go Berlin****
De unge Go Go Berlin skal varme op denne torsdag aften på VoxHall, og det er en opgave, de tager seriøst. Fra første anslag bliver der danset, hoppet og sprunget rundt på scenen. "Do you feel good?" brøler forsangeren ud til det lidt betuttede publikum, der endnu ikke helt har fundet på plads. Man kan godt undre sig over, om han har glemt, hvor han er henne, men mellem to numre slår han pludselig over i drævende aarhusiansk og afslører, at han udmærket ved, at han er på hjemmebane.

Go Go Berlin er indtagende og helt ufatteligt krukkede, men holder den gående dels på deres drengede charme, dels på den kendsgerning, at de faktisk er ret gode musikere.
 Forsanger Christian Vium tør for eksempel synge en helt stille og meget teksttung ballade på engelsk uden den mindste trækning, og selv da stemmen alligevel knækker skingert under en frasering, redder han den med et smil.
 Dem kommer vi helt sikkert til at se mere til.

The Blue Van*****
The Blue Van sendte i starten af ugen deres femte album på gaden, og ligger dermed i den produktive ende af rækken af danske rockbands. Men det er særligt deres liveshows, de har fået ros for, så det tegner ganske lovende. Bandets entré på scenen vidner om, at de også selv har glædet sig til i aften. Her er nogle folk, der laver det, de elsker allermest i hele verden: at spille rockmusik, lige på og hårdt.

Sættet er en god blanding af numre fra det spritnye album og de foregående. Efter de første to lidt ældre numre erklærer The Blue Van, at de ikke er kommet for at dvæle ved fortiden og kaster sig derefter over det virkelig fængende titelnummer fra det nye album, "Would You Change Your Life?" De lader dog til at være overbeviste om, at publikum er kommet for at høre musik fra de tidligere udgivelser og beroliger flere gange med, at nu skal de også nok spille noget af det. Og ganske vist er det også ved numre som" There Goes My Love" og "Silly Boy", at gulvet for alvor begynder at gynge, men de kommer nu også fint med på for eksempel den energiske "Wake the Tiger" og "Dreamers" fra det nye album.

Den markante rock'n'roll-lyd er det gennemgående og kommer faktisk mest til sin ret, når den spilles live. Der bliver flettet et par ballader ind, men sættets tempo er generelt højt, og det er også klart sådan, The Blue Van skinner allerklarest. Det er ukompliceret og rå rock efter grundopskriften, men alligevel smager bandets helt eget hemmelige krydderi igennem, og det fungerer bare.

The Blue Van kan deres musikalske håndværk, og så kan de entertaine. De prøver gentagne gange at involvere publikummer direkte i musikken ved at sende en mikrofon ud blandt rækkerne og skubbe orgelet frem til scenekanten, så de nærmeste lige kan daske en tangent.
 Derudover er det bare hyggeligt at betragte bandets interne dynamik med indforståede smil og småsnak. Man kan virkelig mærke, at de fire gutter går way back, og de positive vibes smitter af på forsamlingen.

Efter et spørgsmål om, hvorvidt nogen fra publikum kan spille guitar, bliver en ung knægt hevet op på scenen, får stukket en guitar i hånden og bliver bedt om at spille sit fedeste riff. Det gør han så, efter en kort tøven, og det så overbevisende, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det er indstuderet. At dømme efter knægtens udtryk, da han forlader scenen er det ikke, og dette bliver en aften, han sent vil glemme.

Ud over publikumsdeltagelse og Steffen Westmarks fascinerende dansetrin består sceneshowet dog mest af den klassiske disciplin at forulempe instrumenterne, og det kan ærlig talt godt blive lidt trivielt i længden. Dog skal The Blue Van have et ekstra krea-point for sin virkelig originale måde at molestere et Hammond-orgel på; det er vist trods alt et sjældent syn for de fleste.
 Efter allersidste strofe kaster Allan Fjeldgaard Villadsen i kådhed sin bas op i luften, for så at gribe den igen, inden den rammer scenen. Man er vel blevet voksen og fornuftig.

Det er blevet sagt før, men det er en gåde, hvorfor The Blue Van ikke har vundet større fodfæste i Danmark gennem årene. Det er i hvert fald ikke talent, de mangler. Men at dømme efter aftenens energiudladning er der rock nok i dem til alle, så man kan nå dem endnu, og det bør man.