The Who
Live in Texas '75
Eagle Vision / Playground Music |
Udkom 8. oktober 2012 | GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Så bliver hverken The Who eller rock'n'roll meget bedre
Der er enkelte sangskrivere som formår at bruge popsangens simple format til at formidle lyrik af stor litterær prægnans. Der er dem, som er begavet med evnen til at skrive en simpelt slidstærk melodi i en håndevending. Og så er der de få, sande rockbands med en kemi så eksplosiv at man ikke er i tvivl, når man møder dem. The Doors. Led Zeppelin. Og naturligvis The Who, mine damer og herrer, som på nærværende dvd er fanget i Texas i november '75 og således samtidig et sted i nærheden af deres kreative klimaks.
Filmudgaven af Tommy er udkommet samme år, Who by Numbers er just sendt på gaden og de to seneste album hedder henholdsvis Who's Next og Quadrophenia. Moon er i den grad i live endnu, Townshend er med den karakteristiske hvide kedeldragt trukket i arbejdstøjet i såvel konkret som overført forstand og Daltrey er præcis så virilt velsyngende som i Tommy. Og så ruller de sig ellers ud; fra pomp og pragt til protopunket simplicitet, fra kaos til kontrol og tilbage igen og med en passende ekstensiv Tommy-sektion bestående af otte sange indlagt midtvejs.
Signatursangen My Generation runder sættet af i samme blues-arrangement, som man tidligere har kunnet opleve på The Kids Are Allright-soundtracket. Og at sættet denne aften i Houston åbnes med '66-hittet Substitute med dens gennemført forlorne protagonist er i grunden temmelig ironisk, for hvad vi får her er meget tæt på destilleret, ufortyndet og ægte rock'n'roll. Og hvad er det så? Well, det ved man, når man hører det.











Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.