Anmeldelse / Live / Lørdag d. 29-09-2012 kl. 10:39

Rosemary
Beta, København,
fredag d. 28. september 2012

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den elektroniske duo Rosemary inviterede tilskuerne ind i deres dystre, velgennemtænkte disko-univers

Rosemary er en elektronisk duo bestående af ægteparret Sahar Pour fra Iran og Lasse Martinussen fra Danmark. Sammen har de skabt et dystert, til tider mareridtsagtigt univers med deres mørke disko-elektro. De har selv udgivet ep'en "Old Persian Tale", der byder på tunge beats fra Lasse, akkompagneret af en skinger, medrivende vokal fra Sahar. Ep'en er lækker og velproduceret, men når ikke duoens live-optræden til sokkeholderne. Fredag aften blev tilskuerne på Beta på Amager blæst omkuld af en helt igennem forrygende koncert.

Mareridtsinferno af bedste skuffe

Beta er et fremragende spillested. Et lille lokale med plads til 150 personer leder tankerne hen på små, usle spillesteder fra 90'erne og de tidlige 00'ere, hvor man hørte dårlig punkrock og drak guldøl fra flasken. Et helt sort rum med blå spotlights som næsten eneste belysning dannede rammen for Rosemarys koncert fredag aften. En nærmest klaustrofobisk følelse sneg sig ind på livet af en, når man stod på det lille venue – noget, der passede perfekt til parrets sæt, der var fuldendt, både når det kom til beats, vokal, stil og sceneoptræden.

Rosemary er en lækker duo. Lasse med sin gennemførte stil med turtleneck, solbriller og guldkæder. Sahar med en smuk, lang, sort kjole, vild sort øjenmake-up og bare tæer. Der havde samlet sig omkring 50 mennesker i rummet – overraskende få, da bandet har fået en del hype og gode anmeldelser smidt efter sig. Mænd med tatoveringer, tophatte og fuldskæg udgjorde størstedelen af publikum, sammen med kvinder i rød læbestift, læderjakker og gennemsigtige drinks. Da Rosemary udgyder de første toner, er stilen lagt. Publikum bevæger sig, men med forbehold. Der nikkes i takt til musikken og stampes med en fod eller to.

Første nummer er nyt, og kører i god tråd med det, man har hørt på ep'en. Lækkert, med tunge beats og den karakteristiske stemme. Andet nummer er titelnummeret fra ep'en "Old Persian Tale". Et velproduceret nummer der fungerer sindssygt godt, når tonerne og vokalen er skævest. De halv-falske toner i Sahars vokal er tydeligt velvalgte, og virker helt efter, hvad man må gå ud fra er hensigten. Rosemary har virkelig formået at skabe et univers omkring deres musik. Kryptiske tekster (blandt andet spilles nummeret "Orange Taste Different"), en dans som var den smukke forsangerinde besat af en gal barok-ånd og havde behov for en eksorcist og de skæve vokaler blandet med de tunge beats giver en velgennemtænkt helhedsoplevelse.

Gennemarbejdet koncert

Det kan nogle gange være irriterende at opleve en koncert med et band, der ikke er velforberedt. Når lyden ikke er optimal, bandet er en smule uengageret, sætlisten ikke giver mening eller koncerten simpelthen ikke er øvet igennem. Det var ikke tilfældet med Rosemary. Lyden var i top, der sneg sig ikke nogen dumme-fejl ind, og hele koncerten forløb til ug.

Det fedeste ved Rosemary er, at det er et så fuldendt billede, duoen præsenterer. Man kan som tilskuer se, høre og mærke, at der er kælet for detaljerne. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne når Rosemary går på scenen, men det gør ikke oplevelsen kedelig – tværtimod. I stedet for at bruge tid på at bide mærke i små irritationsmomenter kan man hellige sig fuldt ud til det musikalske udtryk.

På den udsendte ep, der ligger til fri og skamløs afbenyttelse på bandets hjemmeside, kommer den følelse af et velgennemtænkt univers ikke lige så meget til udtryk, som når man hører Lasse og Sahar live. Pladen er stadig god, men den helt bestemte feeling opnår man bedst ved at se magien opstå in real life. Og så er det i øvrigt virkelig imponerende, at Sahar kan komme op i de helt sindssyge falsettoner, hun kan, som på singlen "Sleep Alone".

Det meste af ep'en bliver spillet, og tre-fire nye numre bliver hujet velkommen af publikum. Blandt andet en sang, der har en smule Grimes over vokalen (hvilket ikke gør spor!) og et frækt, dansabelt nummer, der stadig kører den karakteristiske Rosemary-lyd videre. De afgiver utålmodighed efter, hvornår næste udspil er til at få fingrene i.

Efter omkring ni numre slutter den karismatiske duo af. Publikum råber efter ekstranummer, men får det ikke. Og det er næsten fedt, at bandet ikke giver efter, for det tager dem et trin højere op på coolness-stigen. Mystik og uhygge er virkelig passende ord til Rosemary.

Alt i alt en virkelig god koncertoplevelse – en af dem, der ikke er mange af på et år, og som får en til at kræve mere. Meget mere.