One-Eyed Mule og NovemberDecember: Atlas, Aarhus

One-Eyed Mule og NovemberDecember, Atlas, Aarhus

One-Eyed Mule og NovemberDecember: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Med halvanden times energisk optræden af One-Eyed Mule fik publikum fredag aften på Atlas virkelig noget for deres penge. Ydermere havde der forinden været en halv times support, men jeg har ladet mig fortælle, at det ikke tæller helt så meget i det samlede regnskab. Aftenens hovednavn var den danske americana-gruppe, som tidligere på året udgav deres hidtil fjerde – og absolut bedste album. De andre album er skam ikke dårlige. "When Tomorrow Comes", som det nyeste hedder, er simpelthen bare langt over gennemsnittet.

Mere end lovende start
Der var pænt fyldt på Atlas. Ja, faktisk mere end det, og vi var vel omkring et par hundrede mennesker. Mest unge, som ikke virkede til at være der så meget for musikkens skyld. Mere om det senere. One-Eyed Mule er et band, som tør tage chancer. "Vi vil spille solen frem over Aarhus", sagde forsanger Rasmus Dall, da bandet indtog scenen lige omkring klokken 22. Allerede her tog de en stor chance. De valgte nemlig at lægge ud med et instrumentalt nummer, "Hello Morning Rag" fra det seneste album. Så var stilen ligesom lagt, og de næste fire skæringer var ganske enkelt ren nydelse for øregangen.

Især en hyldest til Mississippi og titelnummeret fra dette års succesalbum sad lige i skabet. En kvinde kom her på scenen og lagde et forsigtigt kor, og desuden var en mand, der blev præsenteret som Mikkel inde og spille mandolin, hvilket han i øvrigt gjorde godt. Kvinden medvirkede kun på dette ene nummer, mens manden med mandolinen kom på scenen en enkelt gang mere.

Det akustiske versus det elektriske
Lidt over første halvdel af koncerten synes jeg var stort set perfekt. Rasmus Dall er meget synlig som forsanger, og det gør, at man stort set ikke lægger mærke til de andre. Men den forsanger kan altså også en hel masse ting, som gør, at han er lidt bedre end de fleste. Hans vokalpræstation hele koncerten igennem var imponerende. Det var samme var hans fremragende fingerspil på den akustiske guitar. Samme effekt havde det desværre ikke, når han tog den elektriske. Så virkede han faktisk en smule febrilsk. Men igen – de fleste af numrene foregik på den akustiske, og der var han suveræn.

De andre bandmedlemmer var konstant i baggrunden, og ikke engang Søren Andersen på den elektriske guitar havde noget, der lignede en solo i løbet af aftenen. Uffe Ipsen på bas var undskyldt i forhold til at skeje ud, og han lagde en god, solid bund. Simon Meiner på trommer gjorde det, han skulle. Nu er de mest gængse instrumenter nævnt. Vi fik også serveret numre med både sav og banjo. Især dem med banjoen lød utrolig friskt. Aftenens ubestridt største højdepunkt kom midt i koncerten, hvor vi fik en mesterlig udgave af "Hobo In The Land Of Love" fra gruppens første album. Det var lige, så hårene rejste sig på armene. Et udsøgt fingerspil med indlagte blues-riff fra forsangeren blot akkompagneret af gulvbassen, og så med en stærk afslutning med hele bandet.

Snak og larm
Jeg skrev tidligere, at der var mange unge til koncerten, og at de ikke virkede til at være der for musikkens skyld. Nogle af dem gjorde. Der var et fåtal, som stod hele oppe foran, og virkelig bakkede bandet op. Cadeau til dem. Men resten. Aldrig har jeg oplevet et så respektløst og snakkende publikum, og det gik især ud over supportbandet, men også aftenens hovednavn druknede flere gange i folks ligegyldige snak. Skammeligt. Tilbage til musikken. Der blev ikke sagt så meget fra scenen, og det klædte koncerten. De fleste af gruppens numre er så gode, at bandet egentlig bare kan spille uden at skulle kommentere alting. De elektriske sager virkede malplacerede, og når så begge guitarister blot spillede hårdt på guitaren (uden solo), så lød det mere skramlet, end det lød godt.

Slutningen på koncerten blev lidt rodet. "The Map Song" med masser af elektricitet var egentlig lidt irriterende, eftersom de instrumentale passager var alenlange, og de to guitarer med strøm på klædte ikke hinanden. Bandet blev klappet ind til ekstranumre, og her fik vi noget originalt. En dobbelt akustisk udgave af "Sad Little Lovesong", hvor bandet kom helt ud på scenekanten og uden stik i instrumenterne eller nogen mikrofon gav den fuld skrue sammen med publikum, der var rykket helt hen til scenen. En langt mere end værdig afslutning på en koncert, der i store dele var fremragende, og så i nogle få dele var gabende kedelig. Men for søren, hvor er der noget at bygge videre på for det her band.

Support: NovemberDecember ***

Udefrakommende problemer spolerede århusianernes koncert
Det aarhusianske upcoming indie-folkband NovemberDecember havde den opgave at skulle spille support for aftenens hovednavn, og det blev en lidt mærkelig oplevelse. Både fordi det var en ekstremt svær opgave på grund af det respektløse publikum, som gennem den halve time, bandet var på stod og knævrede, som om de stod hjemme i deres dagligstue. Det gjorde det ikke nemmere. Også fordi gruppens musik er præget af, at i dele af sangene er det kun samtlige bandmedlemmers (smukke) stemmer, som bærer det hele. Ingen instrumenter. Og så er det altså lidt forstyrrende at skulle høre publikums summen oveni.

Dårlige lydforhold
Lyden de to første sange var katatrofal. Det lyder voldsomt med sådan en udmelding, men det var stort set umuligt at høre, hvad forsanger og bassist Peter Sejr sang. Det var lidt underligt, for det var, som om lyden kørte op og ned. I et af numrene var det ret lavt, og så blev der skruet vildt meget op i næste.  Gruppens sange ligner hinanden meget. Lidt for meget til, at det for alvor skal kunne sætte sig fast i min bevidsthed, men der var fine stunder med sange som "Save Yourself", der blev indledt med et langt forspil, og afslutningen med "Could You Stay" var heller ikke ueffen. Nu er der bare at vente på gruppens første album, som de ifølge trommeslageren snart skal i studiet og indspille.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA