Furtados albumtitel er falsk varebetegnelse. Der mangler i ødelæggende grad sjæl på Spirit Indestructible.

Nellys første udspil på engelsk siden Loose i 2006 har en del at leve op til. Massive hits som Maneater og Promiscuous søger arvtagere. Men de er ikke helt nemme at få øje på på The Spirit Indestructible.

Nelly har ellers haft god tid til arbejdet med det nye album. Hun har allieret sig med toppen af sangskriver- og producerpoppen, fået kendisgæster med og runder albummet af med et nummer med titlen Believers (Arab Spring).

På papiret ligner det en vinder. Men i praksis er det knap så gyldent. De 12 numre på The Spirit Indestructible stikker i mange retninger. Produktionen er – ligesom sangene og eksekveringen – dygtig, mangfoldig og idérig. Der er bare ikke noget af det, der er nyt. Alle har stukket hænderne i krukkerne med gennemtæskede ideer, og leveringen er livløs.

På High Life har Nelly forsøgt sig med Rihanna + Eminem-modellen, men med Nelly og Ace Primo bliver det ikke mere end et sløjt kopiforsøg. På andre numre lyder Nelly som en tynd omgang M.I.A., mens Waiting for the Night trækker veksler på J-Lo .

Singlen Big Hoops (Bigger The Better) ligger på albummets plusside. Den har hitkvalitet. Den fastholder en umiddelbarhed i det gennemproducerede udtryk, den tunge bas og den fjolleglade hyldest til barndommens hiphop. I modsætning til alle de indlagte grin og kommentarer i og mellem numrene lyder det faktisk, som om Nelly er fjollet glad og tilstede i Big Hoops.

Vokalen er på hele albummet en udfordring. En nasal insisteren, der slider for at trække sange, som bare dingler bag originalernes vogn. Og sjælen, den er muligvis indestructible, men den er alt for svær at mærke på Nellys nye album.