Anmeldelse / Live / Søndag d. 30-09-2012 kl. 12:06

Diverse kunstnere
Newbees Festival, Studenterhus Aarhus,
lørdag d. 29. september 2012

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen
Foto: Simon Skipper Christiansen, http://www.simonskipper.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et blandet hold af upcoming artister – med We Were Born Canaries og Linkoban som højdepunkter

Igen i år byder Newbees Festival indenfor til to aftener med danske kunstnere, som er på vej mod et gennembrud. Sidste år spillede for eksempel Boho Dancer, Ulige Numre, Asbjørn og Bottled in England. Festivalens sidste aften bød på flerstemmig sang, folk, drømmepop, indierock og elektro-grime.

Age of Giants ***

Det københavnske band Age of Giants, som tidligere i år kunne høres på Spot, spillede åbningskoncerten for en halvtom sal og lagde ud med sangen "Ghost", der introducerede bandets drømmepop med flotte vokalharmonier.

Forsanger Aske Lyck Pedersen har en rigtig god sangstemme, som både gjorde indtryk i højden og dybden, så det var flere gange ærgerligt, at den blev smurt ind i et tykt lag effekter, som man ikke altid kunne se meningen med. Især en vokaleffekt i sidste nummer virkede fuldstændig malplaceret. Pedersen var ikke altid 100 procent på, men i enkelte numre tog han rollen på sig som frontfigur, og det gjorde en kæmpe positiv forskel, når han fyldte scenen og adresserede publikum.

Det var generelt noget smukt, drømmende indiepop, som Age of Giants havde sat sammen. Det var bare synd, at vokalerne ikke stod nok frem i lydbilledet, hvor bas og trommer fyldte lidt for meget, og hvor guitarer og keyboards mudrede sammen. Det var som om, at instrumenter og vokaler ikke rigtig gav plads til hinanden, og det var en skam, for musikken havde masser af potentiale.

Uden at nogle af dem blev særlige højdepunkter, spillede Age of Giants gode sange, men desværre manglede musikerne lidt engagement på scenen.

We Were Born Canaries *****

Dette var uden tvivl Newbees Festivals mest imponerende performance. We Were Born Canaries udsendte deres debutalbum tidligere i år, og de har muligvis givet nogle stykker i publikum lyst til at anskaffe sig skiven efter lørdagens koncert.

Til koncerten med We Were Born Canaries var der mødt et større antal mennesker op. Stine Grøn samplede sin egen stemme på scenen, og sang smukke vokalharmonier og disharmonier med sig selv over de tunge trommebeats. Hun viste meget hurtigt, at hun var en meget dygtig sangerinde, og det var godt, at vokalen fik lov til at fylde meget i lydbilledet under hele koncerten. Musikken lød af halvdrømmende indierock, som eksperimenterede med et mere elektronisk udtryk.

Der blev igennem koncerten ikke talt udpræget meget til publikum, men det gjorde ikke noget, for bandet, som bestod af et hold ekstremt dygtige musikkere, var konstant til stede i musikken, og viste, at de kunne deres kram.

Det sort-klædte band bag Stine Grøn sang indimellem med, og det klingede flot med Grøns lyse stemme over herrestemmerne. I sangen "My Beat" leverede hele holdet en meget imponerende vokalperformance, da de alle sang flerstemmigt over kun en akustisk guitar.

Koncerten blev rundet af med en sang fra We Were Born Canaries' kommende, andet album, og indtil videre lover det rigtig godt for albummet.

Dangers of the Sea ****

Dangers of the Sea spillede i år koncert på Roskilde Festivals Pavillion Junior, og består af musikere fra Saybia, Efterklang og Slaraffenland. Men nok om det, for her var det forsanger Andreas Bay Estrup, der var i centrum med sin flotte og lyse folk-vokal og sin troværdige indlevelse.

Dangers of the Sea er et godt sammenspillet femmandsband, som består af et hold dygtige og erfarne musikere. De leverede aftenen igennem stor og stille folkrock med gode melodier, der både kunne rumme glæde og melankoli, og imponerede som liveband.

Et af koncertens højdepunkter var, da gruppen spillede deres smukke sang "Sheer Desperation", som lagde ud med et enkelt setup med sang og akustisk guitar og udviklede sig dynamisk med resten af orkestret. Koncertens største højdepunkter kom hen imod slutningen af showet, hvor gruppen først spillede en sang i høj intensitet, der blev efterfulgt af koncertens bedste nummer: En stille, melankolsk sang, der begyndte med flerstemmig sang og akustisk guitar, og Estrup der sang "Do yourself a favour and forget".  Det sidste nummer var ved at trække Dangers of the Sea op på fem stjerner, men med helhedsindtrykket lander de på fire.

Jetsi Kain ****

Den københavnske duo Jetsi Kain har indtil videre skabt sig en mindre fanbase af musikbloggere fra hele verden, og lørdag kunne de unge fyre opleves med et seksmandsband i Stakladen.

Jetsi Kain spiller indiepop med referencer til både new wave og reggae, men også 1960'ernes beat-musik. Jetsi Kain lød som en unik blanding mellem noget nyt og noget gammelt.

Frederik Gøtzshe var både en karismatisk frontfigur og en god sanger. I tredje nummer tog Jakob Bøcher Müller så kortvarigt over, og sang, mens han spillede guitar. Han havde også en rigtig god stemme, og det fungerede rigtig godt, når drengene sang flerstemmigt. Jetsi Kain var oftest bedst i de mere minimalistiske passager, hvor stemmerne fik lov til at stå meget nøgne frem.

Sangene var gode, men der var ikke helt nok variation i løbet af koncerten, og musikken kunne indimellem blive en smule ensformig. Den største variation var den overraskende brug af vokaleffekter i et enkelt nummer, der fik drengene i Jetsi Kain til at lyde som et skabet englekor.

Linkoban *****

Så blev det tid til noget fuldstændigt anderledes. Rapperen Linkoban, som optrådte på sommerens Roskilde Festival, lukkede og slukkede Newbees Festivals musikprogram med et show, der var ved at få taget til at lette.

Linkoban satte gang i festen og publikum med sin elektro grime, og viste gang på gang, at hun er en ganske talentfuld rapper. Hun havde en god og direkte kontakt med publikum, som næsten ikke kunne stå stille til de tunge beats. Hele salen bevægede sig.

Rapperens musikere på laptop og trommer var sminket sorte og hvide i ansigtet og lignede medlemmer af Kiss. Samtidg fyldte to mandlige dansere scenen. De var klædt i sorte rockerjakker med Linkobans navn på ryggen og leverede et ganske underholdende og energisk danseshow sammen med hovedpersonen.

Et af højdepunkterne var en sang inspireret af Super Mario, hvor Linkoban blandt andet synger om, hvad Nintendo-karakteren foretager sig. Et andet højdepunkt var hittet "Like This", som afsluttede sættet, og fik folk til at gå amok. Linkoban gav også, hvad hun kaldte for sit "popnummer", nummeret "Pop Gun Track", som var mere i den glade 80'er-poppede afdeling.

Alle kunne i princippet være med, for det var nemt at fange sangenes catchy hooklines og danse til de dybe og onde rytmer. Det var generelt et underholdende og måske lidt for kort show, som afsluttede Newbees med et brag.

Publikum var lørdag aften ikke mødt lige så talstærkt op som om fredagen, men det lod til, at de, der var, fik sig en fest. Mange af de kunstnere, som tidligere har spillet på Newbees Festival, har siden fået et gennembrud, så det bliver spændende at følge, hvordan det kommer til at gå dette års navne.